27-årig sigtet for drab på familiefar i Lyngby

admin

10 år siden

|

15/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 28-årig mand, der har været meldt savnet siden 9. januar, er fundet død på en altan i en lejlighed i Lyngby. Politiet har sigtet den afdødes kammerat, der bor i lejligheden på Lyngby Hovedgade, oplyser Nordsjællands Politi.

- Vi har sigtet en 27-årig mand for manddrab, og han vil blive fremstillet i et grundlovsforhør klokken 13, siger pressekoordinator Henrik Suhr til Ritzau.

Politiet fik en henvendelse om, at der formentlig var en død person i lejligheden. Politiet undersøgte omstændighederne tirsdag aften, og ude på lejlighedens altan fandt de liget af den savnede.

Den sigtede mand befandt sig i lejligheden, da politiet ankom.

Den afdøde er den 28-årige Nikolaj Dyrner, som sidst blev set i live onsdag i sidste uge. Hans kæreste fortalte i den forbindelse til Ekstra Bladet, at han ringede ved 21-tiden for at sige godnat til hende og deres børn.

På det tidspunkt var han på besøg hos den kammerat, som nu er sigtet for drabet. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger havde de to mænd drukket en del alkohol, og de var kommet lidt op at skændes.

Derefter forlod Nikolaj Dyrner lejligheden, har vennen fortalt ifølge Ekstra Bladet.

Politiet ønsker ikke på nuværende tidspunkt at oplyse, hvordan den 28-årige familiefar blev dræbt. Politiet begærer lukkede døre i grundlovsforhøret ved Retten i Lyngby.

/ritzau/