En 24-årig mand kæmper for sit liv efter han blev kørt ned fredag formiddag, og samtidig har politiet travlt med at jagte flugtbilisten, der kørte væk fra stedet med skader på køretøjet.
Fredag klokken 11.50 fik Københavns Vestegns Politi anmeldelse om, at en fodgænger var blevet påkørt af en flugtbilist umiddelbart syd for krydset Slotsherrensvej og Tårnvej i Rødovre.
Flugtbilen beskrives som en mindre sølvgrå bil med tydelige skader på fronten.
Et vidner oplyser, at der efter påkørslen var slået hul i forruden og var en bule i taget på flugtbilen. Efter påkørslen fortsatte flugtbilen i sydlig retning ad Tårnvej mod Jyllingevej.
En række vidner så påkørslen – heriblandt ni børnehavebørn og to pædagoger, der blev passeret af flugtbilen i høj fart.
Personen der blev påkørt, er en ung mand på 24 år. Han blev efterfølgende bragt til hospitalet og er i kritisk tilstand.
Politiet søger fortsat vidner til påkørslen samt hører gerne hvis nogen har set flugtbilen, og man kan kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 43861448, hvis man har oplysninger i sagen.