20.000 tatarer trodser forbud: Markerer deportation

admin

10 år siden

|

18/05/2014

Dagens topnyheder

Tusinder af tatarer på Krim markerede søndag 70-års-dagen for den dag under Anden Verdenskrig, da Josef Stalins kommunistiske styre begyndte at deportere dem til Centralasien.

Ifølge nyhedsbureauet AFP's reporter på Krim deltog cirka 20.000 tatarer i markeringen i udkanten af regionshovedstaden Simferopol.

Politiet var mødt op med massivt mandskab, og to militærhelikoptere fløj lavt over menneskemængden.

Der var ingen meldinger om uroligheder, selvom der har været tydelige spændinger mellem det tyrkisktalende muslimske samfund og de lokale myndigheder, siden Rusland annekterede sortehavshalvøen i marts.

Tatarerne havde aflyst deres årlige markering på den centrale plads i Simferopol, fordi de lokale myndigheder har forbudt alle massesamlinger indtil 6. juni på grund af frygt for uroligheder.

Hvert år samles titusinder i regionshovedstaden for at markere dagen 18. maj 1944, da sovjetstyrets hemmelige parti begyndte at deportere tatarerne.

Omkring 200.000 Krim-tatarer blev deporteret under Stalin-styret, beskyldt for at samarbejde med nazisterne under Anden Verdenskrig.

Mange familier vendte tilbage til Krim i slutningen af 1980'erne.

FN udtrykte fredag alvorlig bekymring over chikane og forfølgelse af tatarerne, siden Krim blev annekteret af Rusland i marts i kølvandet på en folkeafstemning om løsrivelse fra Ukraine.

/ritzau/AFP