Omkring 200 beboere blev natten til lørdag evakueret i Greve på grund af frygt for en bombe.
Kort efter midnat havde en 55-årig mand truet en buschauffør på livet med en pistol. Manden efterlod en kuffert i bussen, og politiet tog derfor ingen chancer, da betjente nåede frem på Hundige Strandvej.
- Vi vurderede, at kufferten var mistænkelig, og derfor skønnede vi, at vi måtte spærre området af dernede, siger vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Ammunitionsryddere og kriminalteknikere blev tilkaldt, og da der var flere boliger i nærheden af bussen, gik politiet i gang med at få beboere ud af deres hjem og bragt dem til en nærliggende skole.
Cirka 150 af de omkring 200 evakuerede ventede på skolen, mens ammunitionsryddere undersøgte, om der var en bombe i kufferten. De sidste 50 mennesker tog hen til familie og bekendte, lyder det.
Flere timer senere - klokken 03:40 - kunne ammunitionsrydderne afblæse bombealarmen, og Greve-borgerne kunne igen vende hjem.
- Bussen er blevet frigivet, og de er blevet sendt hjem til deres respektive boliger, siger vagtchefen.
Københavns Vestegns Politi har i løbet af natten anholdt den 55-årige mand i Herlev. Han var i besiddelse af en pistol, og står over for en række sigtelser.
Han er blandt andet anklaget for at have truet nogen på livet og for at være besiddelse af en skarpladt pistol, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 55-årige vil blive stillet for en dommer i løbet af lørdagen, siger vagtchefen.
/ritzau/