20-årig råbte til fanger i Køge Arrest og blev knaldet for gamle sager

Ann Katrine Warren

12 år siden

|

14/11/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

 

En ung mand fortryder formentlig, at han og en kammerat tirsdag eftermiddag gav sig til at råbe ind til nogle indsatte i Køge Arrest. Udover en skideballe, blev den 20-årige også gjort bekendt med en stribe gamle sager og bøder.

Personalet i arresten opdagede  klokken 13.45, at indsatte havde en højlydt samtale med et par unge mænd uden for murerne og kontaktede politiet. En patrulje fandt frem til en 21-årig mand fra Frederiksberg og 20-årig mand fra Vanløse, som viste sig at have flere udeståender med myndighederne. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 20-årige var eftersøgte af København Politi, så han fik udleveret en bøde på 2500 kroner og en meddelelse om, at Skat fremover tilbageholder den del af hans indkomst, for at han kan betale sin gæld til det offentlige. Desuden blev han sigtet for at køre for hurtigt, da han var genkendt som føreren af i bil, der var fotograferet af en målevogn.

Til gengæld kunne både den 20-årige og den 21-årige glæde sig over at nøjes med en kraftig formaning for deres råberi foran arresten.