19-årig dansker forlænger med Fulham

admin

|

30/01/2014

Dagens topnyheder

Den 19-årige fodboldspiller Lasse Vigen Christensen har gjort et imponerende indtryk i Premier League-klubben Fulham.

Danskeren kommer oprindeligt fra Esbjerg, men kom til Fulham fra FC Midtjylland i 2012. Nu har han forlænget sin kontrakt med tre år, så han er i Fulham i hvert fald til sommeren 2017.

Det meddeler Premier League-klubben på sin hjemmeside.

- Christensen var en af klubbens mest markante skikkelser for Fulhams U21-hold i sæsonen 2012/2013, og han har fortsat sin gode form i rollen som anfører i denne sæson, skriver klubben på sin hjemmeside.

Lasse Vigen Christensen debuterede på Fulhams førstehold i en FA Cup-kamp mod Norwich tidligere på måneden og han blev også skiftet ind i det efterfølgende returopgør hjemme på Craven Cottage.

Han har også spillet 57 landskampe på danske ungdomslandshold fra U16 til U21.

/ritzau/