Fire drenge og mænd kræves fængslet for at have frihedsberøvet og mishandlet en 18-årig mand fra Silkeborg.
Den påståede forbrydelse fandt ifølge politiet sted mandag aften på en adresse i Sabro.
Her holdt de to drenge på 15 og 16 år samt de to mænd på 20 deres offer fanget i op til to timer.
Ifølge sigtelsen blev manden tildelt flere slag med knojern, ligesom de anholdte slog ham flere gange på benene med et baseballbat.
Under grundlovsforhøret ved Retten i Aarhus forlanger anklagemyndigheden dørene lukket af hensyn til efterforskningen.
Derfor ønsker man ikke at fortælle, hvad episoden bunder i.
De anholdte kommer fra byerne Tjele, Ans, Silkeborg og Them.
/ritzau/