En 17-årig, udenlandsk mand er blevet varetægtsfængslet i 11 dage for at have slået to andre i hovedet med en flaske.
Klammeriet opstod, efter at en ung mand fik stjålet sin tegnebog, telefon og sko, da han var faldet i søvn natten til lørdag i et S-tog tæt ved Nordhavn Station i København.
Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi, Peter Steffensen.
- Vi har varetægtsfængslet en ung mand i 11 dage for at have slået to andre i hovedet med en flaske. Han er en ikke-herboende, 17-årig mand.
- Det skete i linje E mod Hillerød tæt ved Nordhavn Station, siger Peter Steffensen.
Da den søvnige mand vågnede, opdagede han tyveriet, men da han tog kontakt til den 17-årige for at forhøre sig, om han havde lånt det, blev han tildelt et slag med en flaske i ansigtet.
Da en tilskuer forsøgte at hjælpe den unge mand, fik han samme tur.
Den 17-årige gerningsmand blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag og fik opretholdt fængslingen i 11 dage.
Om voldsmanden havde noget med de stjålne ting at gøre, står endnu ikke klart for politiet.
Han havde hverken sko, telefon eller tegnebog, der tilhører den forurettede, på sig.
Manden, der mangler sin tegnebog, telefon og sine sko, er 22 år gammel. Hans hjælper er 19 år.
/ritzau/