- Jeppe, du skal koncentrere dig, ellers kan du ikke være med.
Den 15-årige Camilla Christensen sidder på sit værelse sammen med sin jævnaldrende veninde, Sofie Worsøe, og lillebroderen Jeppe på 9 år, mens den seks måneder gamle mops, Lilo, leger med en kuglepen på gulvet.
De er i gang med at lave en ny film til Camillas facebookblog. Bloggen hedder ‘Bettina’, og der er næsten 75.000, der følger den. Det var svært at finde på et navn, men det endte med ‘Bettina’, fordi Sofie og Camilla kaldte hinanden Gerda og Bettina i skolen.
Bloggen startede i maj måned sidste år. I løbet af en dag havde hun 500 følgere. Efter to dage havde hun 2.000 følgere, og efter en måned rundede hun 10.000. I dag har hun så mange følgere, at hun ville ligge nummer fem på listen over Danmarks største byer målt på antallet af fans.
- Det er vildt at tænke på, der er så mange, som følger mig. Jeg var til en koncert i Parken, hvor der også var omkring 75.000 tilskuere. Jeg måtte lige stå et øjeblik, før jeg fattede, hvor mange det egentlig er, fortæller hun til Dagens.dk.
Tjener penge på bloggen
Når man har så mange følgere, så bliver man også interessant for diverse firmaer, der vil sælge produkter. Men reklamerne må ikke tage overhånd. Det har Camilla konstateret for længe siden.
- Der er nok tre firmaer om dagen, der spørger, om jeg vil reklamere for dem. Men jeg siger ofte nej, for det kan nemt ødelægge min blog, hvis der er for meget reklame. Det vil folk ikke se. Jeg tjener lidt penge på bloggen, men det er ikke meget, siger hun til Dagens.dk.
Opmærksomheden kan være svær at tackle
Når man som Camilla har tusindvis af fans, får man også en masse opmærksomhed fra alle sine følgere. Det kan være fedt, men det kan faktisk også være svært at håndtere.
- Det er rigtig fedt med opmærksomheden, men det kan også være rigtig træls. Hvad skal jeg for eksempel skrive tilbage, når folk jeg aldrig har mødt før, skriver de elsker mig? spørger hun retorisk.
Hun har også oplevet at modtage breve fra fans, og når hun bliver stoppet på gaden, så taler de om hendes familie, som om de kender dem. Selvom det har stået på i over et år nu, så er det stadig svært at vænne sig til.
- Der var en, der skrev til mig, at hun havde hængt et billede af mig op på sin væg. Det føles godt, men det er også underligt. Det er jo ligesom Justin Bieber. Det føles virkelig underligt, at jeg betyder så meget for nogen. De kender mig jo ikke engang, de kender bare min blog.
Indtil videre har hun kun fået positiv respons på sin blog, men der er selvfølgelig altid en risiko for ondskabsfulde kommentarer. Derfor er hendes far også administrator på siden, så han har mulighed for at følge med, hvis det skulle blive nødvendigt. Ellers blander hendes forældre sig ikke i, hvad hun skriver på siden.
Overvejer tit at lukke ned
Til at begynde med lavede Camilla flere videoer om dagen, men det er svært at finde på nye ideer. Måske var det hele faktisk sjovere dengang, hvor der ikke var så mange, der fulgte med. For når der kommer flere følgere, kommer der også et større pres for hele tiden at lave nyt.
- Når jeg ikke har nogle nye ideer, så kan jeg godt få lyst til bare at lukke ned. Jeg kan godt føle mig lidt tvunget til at fortsætte, når jeg har så mange følgere.
Selvom presset kan være frustrerende, så overgår lysten til at fortsætte, stadig lysten til at stoppe. For en stund i hvert fald.
- Det er stadig rigtig fedt at have bloggen, men jeg kan godt være nervøs ved tanken om, hvis jeg lukkede den. Så er den jo bare væk. Jeg ville selvfølgelig kunne sige, jeg havde haft den, men hvad så derefter? siger hun.