Mandag morgen var en 10-årig pige på cykel på vej i skole, da en mand springer på hende. Det skriver Skjern Dagblad.
Den 10-årige pige, som går på Skjern Kristne Friskole, kom cyklende på stierne ved Fredsskoven i Skjern. Pludselig stod der en fremmede mand foran pigen.
- Pigen har forklaret, at hun så en mand, der stod med sin cykel, og da hun cyklede forbi, springer manden frem og slår hende i hovedet bagfra, så hun falder af cyklen, forklarer politikommissær Bjarne Højgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi til Skjern Dagblad.
Mens den forskrækkede pige ligger på jorden, råber manden på lettere utydeligt dansk "Så gå dog hjem", inden han cykler videre.
LÆS OGSÅ: Politiet på bar bund: Ingen spor af skolepiges overfaldsmand
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at gerningsmanden beskrives som en mand på 160 til 170 centimeter, iklædt sort tøj og en hue, der muligvis har dækket en del af hans ansigt.
Politiet håber, at alle, der har set noget mistænkeligt mandag morgen i Fredsskoven, vil henvende sig.
Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med
Nogle børn fra pigens skole har set en mand, der gik rundt i skoven og slog på træerne med noget, der kunne ligne et baseballbat.
Siden det voldsomme overfald har skolens personale stået i skoven om morgenen for at skabe tryghed.
Den 10-årige pige har fået en ordentlig bule i baghovedet og formentlig en lille hjernerystelse, oplyser politiet.