1-6-klø ødelægger Nicklas Jensens fede fornemmelse

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

Uanset hvor specielt et mål man scorer, kan det være svært at være rigtigt glad, når man alligevel taber stort.

Det må Nicklas Jensen erkende, efter at det danske ishockeylandshold torsdag eftermiddag tabte 1-6 til Canada.

Halvt canadiske Jensen udlignede ellers til 1-1 i første periode og gjorde dermed drømmen om at score mod sin fars hjemland til virkelighed.

- Det var en fed fornemmelse, da det skete. Vi var inde i kampen, men til sidst smed vi det hele væk og blev kørt over, siger Nicklas Jensen.

Da han scorede sit mål, gentog han sin fars kunststykke fra 2003. Dengang scorede Jensen senior, Dan, det ene af Danmarks mål i 2-2-kampen mod Canada.

- Mon ikke han allerede har skrevet en besked? Det er selvfølgelig lidt specielt, men det blev altså lidt ødelagt af resultatet, siger Nicklas Jensen.

Ni minutters total forvirring og mangel på kollektiv disciplin i tredje periode ændrede helhedsindtrykket af den danske præstation.

Canada lavede fire mål, og en tæt kamp blev dermed til en klar canadisk sejr.

- Vi lavede nogle fejl og tog nogle udvisninger, og det kostede os dyrt. Vi fandt aldrig vores spil i tredje periode.

- Bortset fra tredje periode var det to lige hold, der spillede mod hinanden. Der er meget, vi kan tage med herfra, mener Nicklas Jensen.

Danmark skal i aktion igen lørdag eftermiddag, når holdet møder Tjekkiet.

/ritzau/