Vikingenavne

webmaster

339 uger siden

|

07/05/2018
Navne
Vikingenavne
Populære nordiske vikingenavne.
Der findes et væld af vikingenavne, og mange af de navne vi giver vores børn i dag stammer fra vikingetiden. Frode, Erik, Troels, Leif, Bodil og mange andre. Listen er lang, og alle “sen”-endelser i vores efternavne er også fra den tid.

Dagens topnyheder

Har du et vikingenavn? Hvem vil ikke gerne være stærk som en viking? Så kunne man jo begynde med et kraftfuld navn. Nogle af de mest populære navne i dag stammer fra vikingetiden.

Vikingenavne

Freja var det syvende mest populære pigenavn i 2017, og Viggo var blandt de 30 mest populære drengenavne samme år. Begge er vikingenavne, og mange af os bliver i dag opkaldt efter nordiske guder, som også har sit udspring fra den sagnomspundne periode i danmarkshistorien. Eksempelvis Thor, Toke eller Freja. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at vi alle sammen tænker over, hvor vores navne i virkeligheden stammer fra. 

Signe, Sigrid, Nanna og Rune er blandt de mest udbredte navne blandt danskere i 30 og 40 års-alderen og stammer også fra vikingetiden. Selv mange af vores efternavne er vikingenavne. Alle -sen endelser betyder søn af eller datter af og har rod i perioden.

Så hedder du Viggo Jensen eller Astrid Rasmussen, har du et gennemført vikingenavn. I vikingetiden blev navne skabt med udgangspunkt i bestemte kendetegn eller egenskaber og overtro. Et navn som Asger betyder gude-spyd, og Bjarne betyder bjørn. Hvis du hedder Bjarne, vidste du måske ikke, at du i virkeligheden er opkaldt efter et dyr. Karl betyder en fri mand, og Kåre er den krølhårede. Signe betyder den sejrsvindende, og Nanna er guden Balders kone og dristig og modig.

De navne, vi ved, stammer fra vikingetiden, kender vi blandt andet fra runeskrifter, stednavne og få skriftlige kilder. Da det primært var mændene, der tog på togt og eventyr i vikingetiden, er der flest drengenavne fra den tid, da deres bedrifter er mest veldokumenterede. Det kan vi også se i vikinge-kolonierne i England. Der findes også vikingenavne fra udenlandske kilder, og mange af dem er unikke for Norden. Derfor er det muligt at fastslå deres oprindelsessted til denne del af verden.

Drengenavne fra vikingetiden

Alf – elver
Arne - ørn
Arvid – ørn
Birger - vogter
Bjørn - bjørn
Bo - den bosatte
Erik - enehersker         
Frode - vis og klog 
Gisles - pryd
Gorm - den der ærer gud
Halfdan - den halvt danske
Harald - hær og hersker
Knud - knude
Kåre - med krøllet hår
Leif - efterkommer 
Njal - kæmpe
Roar - berømmelse og spyd
Rune - hemmelighed
Sten - sten
Skarde - med kløftet hage
Sune - søn
Svend - fri mand, som er i en andens tjeneste    
Troels - Tors pil
Toke - Tor og hjelm
Torsten - Tor og sten
Trygve - pålidelig
Ulf - ulv
Ødger - rigdom og spyd 
Åge - mand der pløjer; stamfader

Pigenavne fra vikingetiden

Astrid - smuk, elsket
Aud – lykke
Berghild – bjerg
Bodil - bod og kamp
Dagny – ny dag
Erika – evig mægtig hersker
Frida - fred
Gertrud - spyd
Gro - at gro/vokse
Estrid - gud og smuk
Hilda - kamplysten
Gudrun - gud og rune
Gunhild - kamp, strid
Helga - hellig
Inga - af guden Inge
Liv - af liv
Randi - skjold og helligdom
Signe - den der sejrer
Sigrid - sejrende rytterske
Revna - ravn
Sif - hustru og brud
Tora - af guden Tor
Tove - due
Thyra - hjælpsom
Thurid - Tor og smuk
Yrsa - vild eller hunbjørn
Ulfhild - ulv og kamp
Åse - gudinde

Med kristendommens indtog begynder de bibelske navne at finde frem, og mange navne fra den tid er også udbredte i dag - eksempelvis Adam, Jakob og Johannes. Men de mange vikingenavne forsvandt ikke af den grund. Ifølge historiebøgerne gav vikingerne deres børn deres navne for at give dem styrke og beskyttelse. Dengang var der også meget at beskytte sig imod. Fjender og dyr eksempelvis.

Dyrenavne som Bjørn, Asbjørn og Thorbjørn var oplagte, da man igennem navnet ville give sin søn styrke som en bjørn. Andre dyrenavne såsom Orm og Ulf stammer fra navne på gudernes værste fjender; Midgårdsormen og Fenrisulven. Et vikingenavn som Tage betyder udholdende, mens Viggo betyder en stridsmand.

På Jelingstenene kan man se de historiske navne Harald, Gorm og Tyra. Harald Blåtand gjorde danerne kristne, og hans far var Gorm den gamle og var dansk konge i 900-tallet, og Dronning Thyra var Haralds moder. Blandt de mægtigste vikinger var, udover Harald Blåtand, blandt andet Leif Den Lykkelige, som sejlede til Amerika fra Grønland omkring år 1000, og Svend Tveskæg, som sejrede i et blodigt erobringstogt i kamp mod englænderne. 

I dag er Harald og Svend populære drengenavn, og et par af de vikingenavne med den mest åbenlyse historiske sammenhæng, mens Leif mere er et navn forbeholdt de ældre generationer. Der er en del vikingenavne, som ikke er så populære længere, men var det engang. Eksempelvis Aase, Tove og Hjørdis. Men mange navne bliver populære med små hundrede års mellemrum.

Så derfor er det ikke utænkeligt, at mange vikingenavne vender tilbage på danske dåbsattester. Hvis man er asatroende eller går meget op i nordisk mytologi, skal man også være forsigtig med, hvilket vikingenavn man giver sit barn. Ifølge myten bliver de nordiske guder vrede, hvis en bonde bliver opkaldt sine børn efter guderne - eksempelvis Thor eller Balder. Så hvis du tror på den slags, skal du måske gå uden om de navne til dit barn. Medmindre altså du ikke føler dig beslægtet med datidens bønder. 

Mange vikingenavne kender du måske fra tegneserie-albummet Valhalla. Det gælder eksempelvis navne som Loke, Røskva og Tjalfe. Eller den ustyrlige jætteunge Quark. Men det navn har vist endnu til gode at blive et populært i vores tid og er heller ikke et oprindeligt vikingenavn, men et navn man opfandt til tegneserie-universet.

Der er udgivet en række tegneserie-numre i Valhalla-serien samt en tegnefilm, som også har været meget populær. I nordisk mytologi var Valhal guden Odins bolig i Asgård.