Bliv familiens grillekspert: Disse tre fejl skal du undgå, når du griller

Mathias Madsen

28 uger siden

|

04/06/2024
Ved at undgå nogle enkelte fejl, kan du hurtigt blive en mester til at grille.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kalenderen skriver endelig sommer, og de sidste par uger har vejret heldigvis fulgt med årstiden. Det betyder, at de fleste danskere har fundet sommertøjet frem og er begyndt at opholde sig udenfor i stedet for at gemme sig indenfor på sofaen foran tv'et.

Det betyder også, at mange har rykket madlavningen ud af køkkenet og ud på terrassen eller altanen, hvor grillen står.

Ofte er det sådan, at én person i hjemmet primært er ansvarlig for det, som smides på grillen. Mange hjem har nemlig en selvudnævnt grillekspert, men hvis man spørger en rigtig ekspert, hvilket Søren Axelsen fra Morsø Jernstøberi er, så begår de fleste selvudnævnte grillmestre særligt tre fejl.

Heldigvis kan fejlene nemt undgås! Axelsen, der ifølge TV Midtvest netop har været til Nordens største grillevent i Kjellerup, har nemlig delt ud af sin viden om det udendørs køkken.

Kold bøf er lig med dårlig bøf

Axelsens første råd er til grillning af en bøf, som jo ofte står på menuen, når der skal grilles. Når man griller bøffer, begår mange nemlig den fejl, at de tager bøffen direkte fra køleskabet og smider den ud på grillen, men det er ifølge Axelsen en rigtig dårlig ide.

Selvom man har varmet grillen og risten godt op, så er bøffen nemlig så kold, at den køler risten ned, og det resulterer ifølge Axelsen ofte i, at kødet "koger i stedet for at blive grillet."

Man bør altså tage bøffer op og lade dem ligge ved stuetemperatur i noget tid, inden man smider dem på grillen, og det gælder i øvrigt også, hvis man steger bøffer på en pande.

En kold rist er også et no-go

Det er ikke kun bøffen, som ikke må være kold. Ifølge Axelsen er det også "vanvittigt vigtigt," at risten bliver varmet op, inden maden kommer på. Og det er HELE risten.

"Tænd alle brændere til at starte med, og sluk efterfølgende dem, som ikke skal bruges," har Axelsen således forklaret og uddybet: "Det handler om, at man skal have topvarme på risten [...]."

Fejl kan ødelægge grillen

Den sidste fejl, som Axelsen nævner, er en fejl, som kan ende med at sende din grill på tidlig pension.

Der er nemlig mange, som efter en hyggelig grillaften, hvor timerne er blevet sene, og solen ér gået ned, vælger at dække grillen til med det dertilindkøbte dække.

De fleste gør det i god tro for at beskytte grillen, men ifølge Axelsen ender man ofte med at gøre det modsatte. Hvis man dækker grillen til sent om aftenen, når duggen ér faldet, fanger man nemlig alt fugten under dækkenet, og så ender grillen med tiden med at ruste.

"Det er typisk også det, man [gør] den sidste gang, man bruger grillen om sommeren, og så står den indpakket i fugt fra september til juni, og når den så er pakket ud igen, så forstår man ikke, at den er rusten," har Axelsen forklaret med et glimt i øjet.