7 ting du desværre skal gøre rent HVER dag

Henrik Rothenbücher

74 uger siden

|

21/07/2023
Livsstil
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der findes beklageligvis ting i dit hjem, som skal holdes rene intet mindre end dagligt, hvis de ikke skal forvandle sig til klamme bakteriebomber.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ikke altid lige sjovt at gøre rent. 

Efter en lang arbejdsuge, hvor chefen har været sur, kollegaerne alle kommer hjem solbrændte fra ferien og børnene er ved at drive dig til vanvid, så er det sidste, du har lyst til, at drøne rundt i hjemmet med støvsugeren. 

Men faktisk er der flere gode grunde til at være opmærksom på de helt almindelige bakteriefælder, der gemmer sig lige foran næsen på dig, og som du bør gøre dig selv og familien den tjeneste at rengøre hver dag, skriver goodhousekeeping.com

1. Viskestykker i køkkenet og håndklæder på badeværelset 
De bliver brugt hver dag af alle familiens medlemmer, og der gemme sig hvad som helst i det hyppigt brugte stykke stof. 

Håndklæder og viskestykker med kødsaft, en sjat brun sovs, toiletbakterier og fugt fra aftørring af tallerkner og bestik bliver hurtigt til en hamrende beskidt bakteriebombe, som du ikke bør have hængende alt for længe. 

Har man små børn, så er det ikke til at sige, hvad der gemmer sig af baktusser fra børnehaven i klæderne. 

Løsningen er nem. Hver anden til tredje dag bør du smide kludene direkte i hjemmevaskeriet og give hele baduljen 60 grader, mens du ordner næste punkt på listen. Tjek! 

2. Alle overflader i køkkenet
Du smider måske ofte mobilen, nøglerne og tegnedrengen på køkkenbordet, men har du husket at køre selve bordet af med en klud og rengøringsmiddel? 

Det tænkte vi nok. Men det bør du virkelig gøre med tanke på, at du både har smurt ostemaden, ordnet blomster og har haft sønnen siddende på numsen på bordet, mens du har pakket varer ud. Og posen fra Netto har du også haft oppe på køkkenbordet, selvom den har rørt rullebåndet nede i butikken. 

Husk også grebene på skuffer og låger, da du sikkert ikke vaskede dine hænder, inden du åbnede lågen til skraldepanden.

3. I badet 
Det er ikke altid nemt, at komme op til tiden hver morgen, og hvis du er typen, der sover lidt for længe, så glemmer du sikkert en vigtig ting i badet. Og nej, det har ikke noget med kroppen at gøre. 

Når du har taget dit styrtbad og trukket forhænget for, så sidder der en masse fugt tilbage på klinkerne, og her bør du efter badet kører en vinduesskraber over klinker og fuger. 

Varmen og fugten kan nemlig hurtigt sætte sig mellem fliserne i badet og danne skimmelsvamp, hvilket ikke ligefrem booster din sundhed. Det tager kun 20 sekunder hver morgen efter badet, men din krop vil takke dig. 

4. Din vask
Og nu vi er i den boldgade med vand, så er dine håndvaske heller ikke rene, blot fordi at der løber vand igennem i tide og utide. Tværtimod er køkkenvasken et sandt Lalandia for bakterier, der sætter sig og hygger på kanterne og i siderne af vasken. 

Foto: Shutterstock

Brug en god rengøringssvamp og gnid vasken med rengøringsmiddel og brug den ‘hårde’ side, så de genstridige bakterier løsner sig fra vasken. Husk også at fjerne risten i vasken, hvor der kan gemme sig en ordentlig omgang snavs. 

Hvis køkkenvasken virkelig trænger, så bør du sætte proppen i og fylde vasken med varmt vand. Hæld derefter en en lille sjat citronsyre i, lad det virke i fem minutter og vaske af bagefter for et helt funklende resultat. 

5. Tag opvasken - hver dag!
Det er ikke sikkert, at de højere magter har skænket dig en opvaskemaskine. I så fald så kender du den daglige rutine med at skulle gribe de beskidte tallerkner og tage opvasken i hånden. 

Det kan dog være fristende at lade servicet stå og sige: 'Pyt, jeg klarer det i morgen'. Men det skal du bestemt ikke gøre, da de beskidte tallerkner tiltrækker udyr i form af små fluer og andet utøj, der kan boltre sig i skorperne fra din pizza eller resterne af din makrel i tomat. 

Desuden bliver indgroede rester svære at tage den næste dag, hvilket betyder flere kræfter og større spild af vand og opvaskemiddel. 

Få vasket de tallerkner og sæt den til tørre natten over, og hvis du har en opvaskemaskine (dit heldige dyr), så sæt de beskidte tallerkner derind og luk lågen. Det er godt for hygiejnen og godt for sindet, at opvasken ikke flyder. 

6. Kaffemaskinen 
Den står og pusler hver dag. Som en anden hverdagshelt laver den trofaste kaffemaskine den perfekte sorte tjære, der får maven i gang og en træt krop ud af døren. 

Men på trods af at du gladeligt hælder Cafe Noir i maskinen, hvornår har du så sidst gjort maskinen og kaffekanden ren? 

Alle løse dele på kaffemaskinen bør vaskes af på daglig basis, eller når maskinen har været i brug, og siden du alligevel har smidt tallerknerne i opvaskemaskinen, så kan kaffekanden og filterholderen ligeså godt få samme tur i maskineriet. Husk også varmepladen, så spildte kaffedråber ikke brænder sig fast. 

Når du har brugt maskinen i en måned i streg, så bør du huske at afkalke kaffemaskinen, så du ikke risikerer at maskinen sprutter og hakker under sit daglige tryllenummer og forvandler din sorte morgennektar til en bitter kop, der smager af daggammel armsved eller det, der er værre.

7. Køkkengulvet 
Hunden har sin madskål i nærheden, børnene kommer vadende ind med sko på, og samtidig ryger der måske også lidt salt og peber forbi gryderne.

Foto: Shutterstock

Dit køkkengulv er bestemt ikke rent, blot fordi at klinkerne eller trægulvet ikke er synligt beskidt.

Men en hurtig tur med en gulvmoppe eller støvsuger så er har du minimeret mængden af bakterier, indtil næste gang du skal vaske gulvene. For det gør du jo også en gang hver uge, ikke?