En god genrebog, der har mere at byde på end et godt plot.
Per Lau Jensens forståelse for vigtigheden af en romans åbningslinje er tydelig, i virkeligheden giver det næsten mere mening i dette tilfælde at snakke om selve åbningssiden. Per etablerer med det samme bogens karakteristiske bevidsthedsstrøm, som gladeligt bevæger sig ud af en tangent, til tider grænsende til det rablende, men altid med et særligt øje for detaljen og med en underspillet humor.
Per Lau Jensens spændingsroman Flyet til Casablanca, udgivet oktober sidste år hos Forlaget Superlux, følger en alkoholiker i eksil, Lars Sigurd Johansen, som er flygtet til Costa del Sol.
Fast besluttet på at drikke sig ihjel vågner Lars op en morgen, i besiddelse af en død kvindes pengepung og et vagt minde om at have stået over hendes lig aftenen før på havnen i Caleta de Vélez. Kvinden viser sig at være omdrejningspunktet i et komplot, der har klima og miljø som omdrejningspunkt. På sig havde kvinden en USB-nøgle med beviser for sammensværgelsen og den danske miljøministers involvering.
Lars hvirvles sammen med den danske kvinde Sofie ind i sagen og må vende tilbage til Danmark, hvor han konfronteres med alt det, han i sin tid flygtede fra.
Et researchkompleks
Romanen bærer klart præg af Pers grundige research, en research, der ifølge forfatteren selv er nødvendig for at undgå at tekstens univers bryder sammen og man taber sin læser.
Per er opvokset i Holte, hvor hovedpersonen Lars’ hus ligger, han har selv boet på Costa del Sol i en årrække, hvor en stor del af handlingen i bogen udspiller sig.
Per Lau Jensens bog er spændende og hører til i enhver krimielskers bogreol.
Selv bedyrer forfatteren: “generelt er jeg ikke glad for, at forfatteren bliver læst ind i teksten, medmindre det tydeligt fremgår, at romanen er inspireret af forfatterens eget liv.” Når det må understreges, er det fordi at Pers karakter- og miljøbeskrivelser er enormt troværdige og vidner om forfatterens indgående kendskab dertil, hvilket blot er en ros til hans research og sans for detaljen.
En af romanens stærkeste elementer er f.eks. Lars (og hans ven Richards) alkoholisme, der beskrives med en overbevisende psykologisk dybde. Det er måden hvorpå Lars stjæler den døde kvindes pung, der indeholder 200 euro og glæder sig over, at han nu har penge til de næste dage og oven i købet kan afbetale noget af sin drukgæld, men idet bartenderen spørger ind til om han har nok penge til at afbetale noget af sin regning svarer han “Nej, men jeg får penge om et par dage.” Det er behovet for at nedspille sit alkoholmisbrug, selv efter at have indrømme,t at det er der, eller hvordan han konstant må forhandle enhver situation med sig selv og dem omkring sig i et forsøg på at få endnu en tår.
Casablanca
Flyet til Casablanca, er fyldt med referencer til Oscarvinderen Casablanca fra 1942. Der er først og fremmest titlen og det faktum at dele af handlingen udspiller sig på en bar i et solrigt eksilparadis. Derudover strør hovedpersonens fortællerstemme små hints til filmen gennem hele romanen. Alligevel er det forskellene på Pers Costa del Sol og Curtiz’ Casablanca, der er interessant. Lars er ingen Bogart, han er ikke en idealist skjult bag en facade af kynisme, men derimod en meursaultsk søvngænger og en sølle drukkenbolt. Som Lars noterer sig mentalt i bogen: “Det her er ikke Rick’s Café i Casablanca i 1940’erne, og hun er ikke Ingrid Bergman, og hun er lidt for tynd, hendes mørke hår er lidt for kort, hun svinger lidt for lidt i hofterne, hun er lidt for høj, slet ikke min type.”
Alle disse sammenligninger er med til at gøre både fortællingen og karaktererne mere jordnære, i kraft af den store kontrast til filmen. Flyet til Casablanca er ikke en metafor for en større geopolitisk konflikt, men derimod befolket af ægte, uperfekte karakterer i en langt fra idealistisk verden. Det er ikke som på film. Protagonisten er et skvat og de romantiske one-liners falder til jorden, da Lars siger til Sofie ”We’ll always have Paris,” har hun allerede lagt på.
Ægteskabet styrter ned
Romanens største bedrift i mine øjne er imidlertid beskrivelsen af et ægteskabs kollaps, og den smålighed og bitterhed, der kan opstå. Tempoet daler en smule her i bogens del 2, men til gengæld gives der plads til at den fatale udvikling som Lars’ ægteskab gennemgår, kan få lov at foldes ud organisk. Per beskriver mesterligt hvordan to mennesker, der engang var forelskede kan ende med at afsky hinanden, hvordan småligheden sejrer i selv de mest ubetydelige situationer. Og hvordan frøene til et livslangt, debiliterende alkoholmisbrug sås midt på ægteskabets slagmark. Det føles derfor helt naturligt at fejlslået ferieplanlægning og uopvaskede krus i håndvasken langsomt men sikkert leder til vold, omend det ikke var meningen at det skulle gå helt så galt.
Alt i alt har Per Lau Jensen skrevet en yderst læseværdig spændingsroman, der i særdeleshed har mere at byde på end bare plot. Bogens univers er både troværdigt og komplekst. Handlingen er i bedste krimistil som en kinesisk æske, hvor en ny sandhed gemmer sig lige bag den forrige. Der er et vist paradoksalt forhold mellem den virkelighedsflugt der ligger implicit i bookingen af flyet til Casablanca og hovedpersonens tilsyneladende generobrede agens til sidst i romanen.
Hvilket rejser spørgsmålet om hvorvidt Lars rent faktisk er blevet frigjort, eller der blot er tale om en ny iteration af den samme cirkel af misbrug og ansvarsflugt han har været fanget i indtil da. Men det vil Per ikke give os svaret på, og hvorfor skulle han også det. Det er netop ambivalensen og dobbeltbetydningen, tilsigtet eller ej, der var årsagen til min egen positive læseoplevelse.
