Graeme Macrae Burnets fjerde roman Et Casestudie er genremæssigt svær at placere, men deler mange træk med særligt true crime-genren. Et Casestudie er en samling af en række biografiske afsnit om den glemte, karismatiske psykoterapeut Collins Braithwaite, samt nogle såkaldte “fundne dokumenter,” mere specifikt en håndfuld notesbøger skrevet af en ung, unavngiven kvinde.

Handlingen i notesbøgerne finder sted i Primrose Hill i London i 1965, et område kendt for sine intriger og plagede berømtheder, hvor en ung kvinde mener, at Braithwaite har drevet hendes søster Veronica til, at slå sig selv ihjel. For at bekræfte sin mistanke, antager hun en falsk identitet, Rebecca Smyth “med y,” og besøger Braithwaite under påskud af, at have brug for psykiatrisk hjælp. Rebecca bliver imidlertid hurtigt revet med af sit alter egos nervepirrende liv og Braithwaites særegne karisma.

Auteuren Graeme

For læsere af Graemes tidligere bøger, vil der utvivlsomt være en række træk, som vil stå frem som særligt kendetegnende for Graemes forfatterskab – en række auteurtræk, om man vil, for at låne et udtryk fra filmens verden. Det første eksempel er Graemes frimodige sammenfiltring af virkelige og fiktive karakterer og begivenheder.

I forordet etablerer han Braithwaite som en virkelig, historisk personlighed. Braithwaite er en Oxford-skolet nordlænding, der kortvarigt efter udgivelsen af sit hovedværk Dræb Dit Selv i midten af tresserne, nød en voldsom popularitet og blandt andet rodede sig uklar med den anerkendte psykiater R.D. Laing, for derefter mere eller mindre at forsvinde i glemslens tåger.

Graeme har ifølge forordet længe haft en særlig interesse for den glemte enfant terrible, men møder ingen begejstring fra sin forlægger, da han pitcher idéen om en biografi om Braithwaite. Dette ændrer sig imidlertid, da Graeme kontaktes af den mystiske Mr. Martin Grey, et alias, angående en række notesbøger, der kommer med nogle seriøse anklager mod den notoriske psykoterapeut.

Netop forordet er karakteristisk for Graeme, der også i sine Gorski-romaner forsøger at narre læseren til at tro at forfatteren Raymond Brunet er en virkelig, omend obskur, fransk forfatter, og at Graeme (nævnt kun ved sine initialer GMB) blot har oversat hans tekster. Det er selve essensen af Graemes forfatterskab, indtil nu, at lege med faktuelle og fiktive elementer på denne måde, ikke så meget for at tage røven på sin læser som for at udnytte romangenrens muligheder og strække dem til det yderste.

Ved at sløre grænserne mellem virkelighed og fiktion destabiliserer Graeme den tillid, der længe har været betegnende for forholdet mellem en forfatter og hans læser. Samtidig understreger det netop også det mildest talt anstrengte forhold mellem sandhed og kreativ frihed i true crime-genren (og andre dokumentariske genrer), hvor selve præmissen er at historien er grundlæggende sand. Graemes tredje roman Hans Blodige Projekt fra 2015 er af flere blevet stemplet som “fake true crime,” et mærkat der også delvist kan påføres Et Casestudie.

Et velkendt træk ved Graemes karakterer er deres løbske indre tankeliv, der ofte virker ude af karakterernes egen kontrol og præget af en vild fantasi, med et stænk af paranoia. Vi ser det måske allertydeligst hos Manfred i Adèle Bedeau Forsvinder, hvor hovedkarakterens paranoia i sidste ende leder til selvmord, men også hos både Raymond og Kommissær Gorski i Ulykken på A35, og nu altså i “Rebeccas” notesbøger.

Man kan med god grund påstå, at Rebecca bruger mere tid på at forestille sig sine medmenneskers motiver og tanker, og på at analysere hver eneste handling ned i den mindste detalje, end på rent faktisk at interagere med dem. En sidste kommentar kan knyttes til Graemes brug af antiklimakset og den åbne slutning som en måde at strukturere sine historier på. I f.eks. Gorski-romanerne ebber de formodede forbrydelser ud i sandet, men hvad der står tilbage er derimod en række subplots, temaer og psykologiske karakterportrætter. Graeme er på denne vis ikke lige så bundet af plot, som mange af sine samtidige forfatterkolleger.

Den antipsykiatriske bevægelse

Hele romanen er nøje situeret i en virkelig historisk kontekst, alle Braithwaites bøger gives årstal og sågar specifikke udgivelsesdatoer. Virkelige personer som bl.a. R.D. Laing og skuespiller Dirk Bogarde (Braithwaites første klient), optræder side om side med Graemes fiktive personer. Graemes vigtigste historiske ramme er imidlertid tressernes modkulturelle antipsykiatribevægelse, i hvilken R.D. Laing var en væsentlig figur.

Graeme siger det ganske ligeud i forordet: “Braithwaite havde været samtidig med R.D. Laing og noget af en enfant terrible i 1960’ernes såkaldte antipsykiatribevægelse.” Bevægelsen er baseret på den opfattelse at psykiatrisk behandling ofte gør mere skade end gavn. Tilhængere af bevægelsen mener at når det kommer til spørgsmål om forstand, bør det være forbeholdt filosofferne, og at sindet ikke bør være et medicinsk foretagende. Nogle går så langt som til pure at afvise idéen om psykiske lidelser. Bevægelsens hovedanke, om man vil, er psykiatriens ansvar for fejlagtige tvangsindlæggelser.

Disse attituder legemliggøres i karakteren Braithwaite, der i sin bog Uterapi erklærer sig selv for uterapeut, “hans opgave var at overbevise folk om at de ikke havde brug for terapi; hans mission var at omstyrte psykiatriens ’skrøbelige bygning’.” Da Rebecca under deres første møde giver udtryk for, at han da måtte være i stand til at helbrede hende, svarer han blot, “vi giver os ikke af med at “helbrede” her. Helbredelse er for kvaksalvere.” Braithwaite lader det efter endt samtale være op til Rebecca, om hun ønsker at aftale endnu et møde, og lægger vægt på det faktum, at det vigtigste ikke er, om han er i stand til at hjælpe hende, men om hun mener, at han kan hjælpe hende.

Det uligevægtige magtforhold mellem doktor og patient er et vigtigt anliggende for den antipsykiatriske bevægelse, og kommer til udtryk i Braithwaites måde at lade Rebecca selv træffe beslutningerne omkring hendes forløb. Igennem hele romanen stilles den traditionelle psykiatri overfor Braithwaites antipsykiatriske idéer, men den pointe Graeme synes mest interesseret i, er myten om Selvet.

At begå selvmord

På overfladen synes historien at handle om søsteren Veronicas selvmord, hvilket da heller ikke er usandt, faktisk fylder selvmord, i det hele taget, meget i bogen. Braithwaites ungdomskæreste Alice forsøger at tage livet af sig selv, efter at Braithwaite ikke er interesseret i at gifte sig med hende, hvilket han selv omtaler som “det ultimative,” at “en pige prøver at gå i døden på grund af dig.” Braithwaite bliver også omtalt som “en selvmordets cheerleader” af The Daily Express i 1968, og han ender sine dage, ligesom sin far, ved egen hånd. Men det er ikke selvmordet i den forstand Graeme refererer til med Braithwaites romantitel Kill Your Self (bemærk det strategisk placerede mellemrum), men derimod det at slå sit selv ihjel.

Den dobbelte betydning i kildeteksten går desværre tabt i den danske oversættelse – Dræb Dit Selv, et faktum som oversætter Lars Zacho Maarup også selv påpeger i en af bogens fodnoter. Det Selv der skal slås ihjel er Selvet med stort S, det vil sige, idéen om ét primært eller integreret Selv, ét sandt jeg. Graeme beskriver i et af de biografiske afsnit, hvordan Braithwaite sætter spørgsmålstegn ved psykiatriens hierarkiske opdeling af en “primær og sekundær tilstand. Hvem kan sige, spørger han, i hvilken tilstand – eller overhovedet nogen af dem – patienten er fremmedgjort?”

Ifølge Graeme og Braithwaite er løsningen ikke at patienten skal komme sig eller finde tilbage til sin “primære tilstand,” men tværtimod plæderer de for en pluralisering af selvet. I stedet for at anskue sig selv som et enkelt Selv, må man indse at der er tale om et “bundt” af selver, der alle er gyldige og må vurderes på ligefod. Det er denne antihierarkiske tilgang, som den kendte antipsykiatriske frontfigur Thomas Szasz argumenterer for i sin The Myth of Mental Illness fra 1961 (ikke helt tilfældigt udgivet det samme år som Dræb Dit Selv).

Et individ kan først kaldes for sindssyg i det øjeblik, man vurderer en vis mental tilstand, som værende den sande eller rigtige. Ifølge Graeme forholder det sig sådan at vi “holder med [det selv], vi kender først, og afviser de andre som bedragere.” Men hos Graemes hovedkarakter vendes dette forhold på hovedet, det eneste navn vi som læsere kender hende under er “Rebecca,” den såkaldte “falske identitet” eller alter ego – det andet selv. Vi har slet ingen anden måde at benævne hende på, og i alle henseender er Rebecca både en mere levende, glad og sund person end sit oprindelige jeg. Graeme peger således på det absurde i, at sætte lighedstegn mellem vores første tilstand og vores rigtige tilstand. En sådan værdiladning er helt igennem subjektiv.

Det er skønt at læse en forfatter, der har mere på hjerte end blot at skrive en gribende historie, hvilket du dog også får i Et Casestudie. Den skotske forfatter, der i år blev longlistet til Booker prisen med Et Casestudie og shortlistet med Hans Blodige Projekt i 2016, har skrevet en tankevækkende roman, hvis diskussion af temaer som virkelighed og selvet, lægger op til refleksion længe efter at bogen er blevet lagt på hylden. I tider som disse, præget af individualisme og både en øget opmærksomhed på psykiske lidelser og en forøgning af diagnoser i befolkningen, er det måske meget magtpåliggende, at tage vores forudindtagede holdninger omkring selvet og sygeliggørelsen af det, der er anderledes, op til diskussion.

Og hvad bedre til det, end et casestudie af selvet?