Man skulle tro, at folk i 2025 havde andet at tage sig til end at analysere andre menneskers kroppe, men ak – nej.
Tv-vært Sofie Linde har nemlig fået nok af de evindelige kommentarer om hendes vægt og udseende, og torsdag aften satte hun trumf på i et opslag på Instagram.
I videoen, der ledsager beskeden, kan man se Linde danse og mime med på en Taylor Swift-sang, mens budskaber ruller over skærmen. Først var hun åbenbart for tyk, så havde hun tabt sig, og uanset hvad, er der en uophørlig strøm af meninger om hendes krop.
Et cirkus, hun nu siger stop for.
"Må jeg ikke godt frabede mig synsninger om hvordan - og hvorfor jeg ser ud, som jeg gør," skriver hun i sit opslag.
Linde, der på det seneste har gennemgået et vægttab, lader dog ikke spekulationer få frit spil. Hun slår fast, at det hverken er en mirakelkur eller moderne medicinske hjælpemidler, der har gjort udslaget.
»Nej, jeg er ikke på vægttabsmedicin. Nej, jeg har ikke opskriften på en god kur,« fastslår hun.
Det vigtigste for hende er ikke, hvordan hendes krop ser ud, men at den konstant bliver gjort til et offentligt samtaleemne. Det er dén tendens, hun nu sætter foden ned overfor.
For mens hendes egen krop sjældent fylder meget i hendes hoved, er det en anden sag, når andre konstant har holdninger til den.
Så hvad er den endelige besked fra Sofie Linde? Lad folk passe deres eget spejl og lade hende danse videre til Taylor Swift i fred.
Du kan se hendes video her: