Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, har skabt røre ved at aflyse et planlagt besøg hos kong Frederik på Amalienborg.
Aflysningen kommer midt i intensiveret debat om USA’s voksende interesse for Grønland.
Men årsagen er ikke til at finde hoved og hale i. Selvom besøget hos kongen onsdag morgen er sløjfet, betyder det nemlig ikke, at den grønlandske landsstyreformand bliver hjemme.
Det skriver BILLED-BLADET.
Ifølge departementschef for selvstændighed og udenrigsanliggender, Mininnguaq Kleist, rejser Egede fortsat til Danmark, hvor han blandt andet skal stå i spidsen for en nytårsreception på Grønlands repræsentation i København torsdag.
Regeringen i Grønland har dog afvist, at der ligger nogen politisk dagsorden bag aflysningen af kongebesøget.
“Det er ren og skær kalendergymnastik. Længere er den ikke,” lyder den officielle forklaring fra Naalakkersuisut.
Aflysningen falder dog sammen med et andet opsigtsvækkende besøg. Donald Trump Jr. lander i Nuuk tirsdag på en privat rejse – en tur, der kommer i kølvandet på tidligere udtalelser fra hans far, den kommende præsident, om amerikansk interesse i Grønland.
Trumps ønske om at sikre større amerikansk tilstedeværelse i Grønland har tidligere skabt diplomatiske spændinger, og timingen af Egede’s aflysning har derfor affødt spekulationer om, hvorvidt den er strategisk eller tilfældig.