Jonas Vingegaard, dobbelt vinder af Tour de France og en af cykelsportens største profiler, har ikke altid været billedet på succes.
Bag triumferne ligger en historie om kamp mod stress og selvpålagte forventninger, der i begyndelsen af hans karriere truede med at stoppe hans fremmarch.
I 2019 oplevede den unge dansker et afgørende nederlag under Polen Rundt.
Efter en imponerende sejr på sjette etape førte han løbet forud for finaledagen, men presset blev for stort, og han mistede sejren.
"Vi forventede, han ville vinde løbet. Men efterfølgende blokerede det for ham. På grund af stress," forklarede hans daværende sportsdirektør, Frans Maassen.
Det skriver BT.
Samme år ramte stressen også hårdt under Ruta del Sol i Spanien, hvor Vingegaard vågnede med feber forårsaget af nervøsitet.
"Han var den dårligste rytter i feltet," beskrev Maassen en dag, hvor den unge rytter blev sat af på flad vej – en næsten uhørt situation.
Fem år senere er billedet helt anderledes.
Vingegaard vendte i sommer tilbage til Polen Rundt og sikrede sig den samlede sejr.
For ham var triumfen en symbolsk afslutning på en hård periode. "At vinde Polen Rundt, som er et stort løb, er noget, jeg skulle have gjort for fem år siden. Men nu gjorde jeg det, og det er jeg meget lykkelig og stolt over," fortæller han i en video fra Visma-Lease a Bike.
Med mentalt arbejde og erfaring i bagagen har Jonas Vingegaard forvandlet sig fra usikker talent til en af cykelsportens største stjerner.
"Dengang lignede han ikke en fremtidig dobbelt Tour-vinder," lød det fra Maassen.
I dag er historien en anden.