De danske bilejere kører et usikkert 2025 i møde, hvor det samlet bliver lidt dyrere at eje sin bil.
Konkret vil bilejerne opleve, at det bliver mellem 1.000-3.000 kroner dyrere afhængig af drivmiddel og bilens pris i forhold til 2024.
For godt nok ventes prisen på el at variere en del, så især elbilejere med egen ladeboks vil have god mulighed til at kunne lade bilen til en lav pris, men samtidig trækker dyrere bilforsikringer, højere udgifter til dæk og større værditab den anden vej.
Derudover har afgiften på benzin og diesel taget et hop i 2025.
Det viser FDMs store bilbudget for 2025, der medregner alle relevante udgifter forbundet med bilejerskabet.
Som tidligere år har FDM beregnet den samlede pris pr. kilometer for biler i forskellige prisklasser, hvis man kører 20.000 km om året og beholder bilen i fem år.
I år er der for første gang en elbil til 200.000 kroner med, så man kan sammenligne med benzinbiler i den prisklasse.
Sådan skriver FDM i en pressemeddelelse.
Derudover er der regnet på både benzin- og elbiler til 300.000 og 400.000 kroner samt benzinbiler til 150.000, da der endnu ikke er elbiler nok i den prisklasse.
Til gengæld sælges der nu så få dieselbiler og plugin-hybrider til private, at de ikke er med.
Helt som de seneste år viser FDMs bilbudget, at det er billigst at eje en elbil. Så overvejer man at købe ny bil i 2025, kan det med fordel være en bil med ladestik.
Mange danskere betaler alt for meget i bilforsikring, og du kan være en af dem. Med Samlinos sammenligningsværktøj kan du hurtigt se, om du kan spare tusindvis af kroner hvert år. (Reklamelink)
For uanset hvilken prisklasse man køber elbil i, er der 8.000-10.000 kroner at spare på de samlede udgifter om året, viser FDMs beregninger.
”Skal man købe en ny bil i år, bør det ud fra et privatøkonomisk perspektiv være en elbil. Her kan bilister i runde tal spare op mod 10.000 kr. årligt i forhold til en tilsvarende benzinbil. Det er især udgifter til el og udgifter til service- og reparationsaftaler, som gør elbilen billigere at eje. Faktisk kan det betale sig at købe en elbil, der er mellem 50.000 og 100.000 kroner dyrere end en tilsvarende benzinbil,” siger Ilyas Dogru.
Værditab
Den største post på bilbudgettet har gennem alle årene været værditabet. Historisk har det været stabilt over den femårige periode, som mange danskere ejer deres biler i.
Sådan er det ikke længere, idet priserne på elbiler falder, og der er hård konkurrence fra nye kinesiske biler og en stor import af nyere brugte elbiler.
”Gensalgsværdien på biler er mere usikker end nogensinde, og som forbruger skal man forvente et større værditab end tidligere. Skal man købe ny bil, bør man derfor vælge en, man kan beholde i en længere periode, så det højere værditab kan afskrives over flere år,” siger Ilyas Dogru og tilføjer:
”Men selvom FDMs bilbudget viser, at elbiler er billigere at eje end benzinbiler, betyder det ikke, at alle straks bør skifte deres nuværende bil ud. Har man en velfungerende benzinbil, der opfylder familiens behov, er det ofte billigere at beholde den ud fra et privatøkonomisk synspunkt. Og står man over for et skift, er det vores forventning at, at elbiler i den kommende tid vil falde i pris godt hjulpet af lavere batteripriser og skærpet konkurrence.”