Tre personer tiltalt for at planlægge terror i Danmark

Mathias Nielsen

125 uger siden

|

20/06/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Tre personer er sigtet for at forberede et terrorangreb.

Dagens topnyheder

To mænd og en kvinde er blevet tiltalt for at forberede et terrorangreb med bomber og forskellige våben. Alle tre blev anholdt under en aktion udført af PET i Holbæk i februar sidste år og har siden da været varetægtsfængslet, skriver anklagemyndigheden.

De to mænd på henholdsvis 34 og 36 år samt en kvinde på 31 år er tiltalt for forsøg på terrorisme og medvirken hertil efter straffelovens § 114, jf. § 21 og til dels § 23.

Ifølge anklagemyndigheden, så har de tre personer anskaffet sig forskellige våben med tilhørende ammunition samt kemikalier og udstyr med henblik på at fremstille en eller flere bomber, der skulle bruges ved et terrorangreb et ukendt sted i enten Danmark eller udlandet.

»De tre personer havde anskaffet flere funktionsdygtige våben med tilhørende ammunition. Derudover anskaffede de kemikalier og materialer, der gjorde dem i stand til at fremstille sprængstof, som vi mener skulle bruges ved et terrorangreb. Det er også vores opfattelse, at planerne mislykkedes, fordi de blev anholdt af politiet,« siger Lise-Lotte Nilas, statsadvokat i København.

Foruden tiltalen for forsøg på terrorisme er de tre personer tiltalt for finansiering af terrorvirksomhed ved at have overført pengebeløb til en person, der var tilknyttet terrorgruppen Islamisk Stat.

Derudover er to af de tre personer tiltalt for at have fremmet terrorvirksomhed ved at have hjulpet en person, der var tilknyttet Islamisk Stat, med bl.a. kommunikation og søgning på internettet.

Der er som udgangspunkt afsat 30 retsdage til sagen, som kommer til at blive behandlet ved Retten i Holbæk. Første retsdag vil være 24. august i år.