Thomas Vinterbergs kommende TV 2-serie får premiere i det nye år: Få det første smugkig her

Kamille Isaksen

54 uger siden

|

04/12/2023
Indland
Foto: Per Arnesen/TV 2.
Foto: Per Arnesen/TV 2.
Det episke familiedrama ’Familier som vores’ produceres af Zentropa og får premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2024.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En af næste års helt store danske dramaserier bliver Thomas Vinterbergs episke familiedrama ’Familier som vores’, som produceres af Zentropa og sendes på TV 2 Play og TV 2 til efteråret. Serien var oprindeligt tænkt i seks afsnit, men er siden blevet til hele syv afsnit á 50 minutters varighed.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

I dag kan TV 2 og Zentropa løfte sløret for de allerførste still- og bagom-billeder, som giver os et blik ind i den spektakulære serie. Seriens to producere, Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing, udtaler:

- Vi har arbejdet med ’Familier som vores’ i over fire år, og det føles fantastisk, at vi nu er nået hertil og er i gang med at færdiggøre serien. Det er et meget ambitiøst projekt, og allerede nu er vi enormt stolte af det værk, som Thomas Vinterberg er ved at færdiggøre. Vi kan slet ikke vente med at vise hele Danmark det færdige resultat.

Paprika Steen og Nikolaj Lie Kaas i 'Familier som vores'. (Foto: Per Arnesen/Zentropa/TV 2)

Et monumentalt værk

Også på TV 2 glæder man sig. Executive producer på TV 2, Jennifer Green, udtaler:

   - Det er et monumentalt værk, som Thomas Vinterberg er i gang med at skabe. Med ’Familier som vores’ giver han os en ny, original dramaserie, vi aldrig har set før. Vi er meget spændte og baseret på, hvad jeg selv har set, tegner serien til at blive både storslået, intens og meget rørende.

Amaryllis August i 'Familier som vores'. (Foto: Per Arnesen/Zentropa/TV 2)

’Familier som vores’ er Zentropas største produktion til dato. Optagelserne foregik over knap et år i fem forskellige lande (Danmark, Sverige, Tjekkiet, Rumænien og Frankrig). Foruden et stjernebesat stort dansk cast medvirker over 40 udenlandske skuespillere og hele 2.500 statister fra hele Europa. Over 100 timers optagelser er lige nu ved at blive klippet sammen til en afsluttet serie med en samlet varighed på omkring seks timer.

Helene Reingaard Neumann og Nikolaj Lie Kaas i 'Familier som vores'. (Foto: Julia Vrabelová/Zentropa/TV 2)

En nation tager afsked

’Familier som vores’ begynder midt i den danske sommer, hvor livet går som det plejer. Men som et lyn fra en klar himmel bliver alt revet fra hinanden. Den stigende vandstand kan ikke længere ignoreres, og regeringen beslutter, at hele Danmark skal evakueres. Al ejendom er med ét værdiløst, og huse og institutioner lades ensomme tilbage, mens familier, venner og elskende tvinges i hver sin retning. De, der har råd, rejser til velhavende lande, mens de mindre velstillede er afhængige af det statsfinansierede program og må flytte hen, hvor der er plads. Kaos, splittelse og magtesløshed banker på hos danskerne. Men trods afskeden med hjemlandet drejer jorden stadig rundt. Mange steder vokser også kærligheden frem, mennesker forsones, og håbet om at blive genforenet lever.

’Familier som vores’ er et storslået og intimt familiedrama om afskeden med vores land og alt det, vi kender, og om menneskers ukuelige vilje til at overleve, håbe og elske.

Amaryllis August og Paprika Steen i 'Familier som vores'. (Foto: Julia Vrabelová/Zentropa/TV 2)

Dansk stjernecast

På deres vej ud af Danmark og ned gennem Europa følger vi en stor dansk familie og deres nærmeste. Vi møder de to unge studenter Laura (Amaryllis August) og Elias (Albert Rudbeck Lindhardt), der forelsker sig i hinanden. Vi møder Lauras skilte forældre: hendes far, den succesfulde arkitekt Jacob (Nikolaj Lie Kaas), og hendes mor, den stressramte videnskabsjournalist Fanny (Paprika Steen). Vi møder også Jacobs nye kone Amalie (Helene Reingaard Neumann), Amalies bror Nikolaj (Esben Smed) og hans mand Henrik (Magnus Millang), Henriks uregerlige bror Peter (David Dencik), Fannys bror Holger (Thomas Bo Larsen) samt drengen Lucas (Max Kaysen Høyrup) og hans mor Christel (Asta Kamma August), som krydser veje med familien.

Amaryllis August og Albert Rudbeck Lindhardt i 'Familier som vores'. (Foto: Per Arnesen/Zentropa/TV 2)

’Familier som vores’ er skrevet af Thomas Vinterberg og Bo Hr. Hansen, Thomas Vinterberg har instrueret alle syv afsnit, og serien produceres af Zentropa Entertainments ved producerne Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing i co-produktion med TV 2 Danmark, STUDIOCANAL og CANAL+, og med ARD Degeto, NRK og TV4, co-produceret af Zentropa Sweden, Film i Väst, Sirena Film, Ginger Pictures og Saga Film, med støtte fra Det Danske Filminstituts Public Service Puljen, Den Europæiske Union og Nordisk Film & TV Fond, co-produceret med støtte fra Czech Film Fund og BNP Paribas Fortis Film Finance og i partnerskab med CANAL+ Poland og M7.

Magnus Millang og Esben Smed i 'Familier som vores'. (Foto: Per Arnesen/Zentropa/TV 2)