Hvad skal man fordrive tiden med, mens bilen bliver vasket?
En mand fra Fyn valgte at købe et Bogstavjagt skrabelod, og det viste sig at være en god beslutning.
I første omgang nåede fynboen, der ønsker at være anonym, kun at skrabe et par bogstaver af loddet, inden han skulle køre den nyvaskede bil ud af vaskehallen.
"Jeg havde valgt en lidt billig bilvask, så jeg havde ikke så lang tid til at skrabe loddet. Derfor nåede jeg måske kun fem ord", forklarer manden.
Konen skrabede resten
Så i stedet for at skrabe færdig tøffede han bilen hjem i carporten.
"Jeg gav det videre til min kone og sagde: ”Vil du ikke lige skrabe det færdigt”. Det gjorde hun så, og så sagde hun: ”Der er godt nok mange ord”. Så prøvede vi at tælle, hvor mange der var, og der var så ni ord, og det er 10.000 kroner. 'Hold nu op', tænkte vi så."
Men det skulle, efter en fintælling, blive endnu vildere for ægteparret.
"Vi ville lige tjekke efter, om vi havde gjort det rigtigt, og der finder jeg så det tiende ord. Vi kigger så på oversigten og ser, at 10 ord altså er én million kroner. Vi troede ikke på det, forklarer manden, der derefter tastede vindernummeret ind på Danske Spils hjemmeside."
"Pludselig stod der over hele computerskærmen: Tillykke, du har vundet én million!" Siger han.
Der gik ikke lang tid, før parret havde besluttet sig for, hvad pengene skulle bruges på.
"Jeg har øremærket dem alle sammen. Min kone er uddannet inden for finanssektoren, så det er ikke noget problem for hende at afgøre, hvad der er bedst. Vi har et lån i huset, vi gerne vil have betalt ud, og så hjælper vi et af vores børn med at købe et drømmehus. Ja, og så skal vi da også lige til Malaga om et par uger," fortæller han.
Fynboen tænker ikke at købe et skrabelod næste gang, bilen skal vaskes. For man kan ikke vinde hver gang.