Det er ikke hver dag, at et job med en tommestok som det vigtigste redskab præger forsiderne rundt omkring i medielandskabet.
Det var ikke desto mindre lige præcis, hvad der skete i sidste uge, da DMI efterspurgte nye snemålere.
Altså personer der, som ordet hentyder, hjælper DMI med at måle sneen, der hvor de bor.
Siden nyheden blev lagt på vores hjemmeside, og sidenhen blev til historier i medierne, har flere end 850 personer vist interesse for jobbet. DMI måtte efter få timer lukke for ansøgninger grundet den overvældende interesse.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.
DMI’s klimatologer, der både modtager ansøgninger og data om sne fra snemålerne, er helt blæst bagover af interessen, fortæller klimatolog Mikael Scharling:
"Vi havde slet ikke forventet den utrolig store søgning på hvervet som sneobservatør, så vi er både meget overraskede og glade. Den store interesse viser, at der er en folkelig opbakning bag DMI, og de opgaver vi varetager, og det er vi meget stolte af".
Baggrunden for jobopslaget er, at DMI mangler snemålere rundt omkring i hele landet. Med den store interesse ser det dog ikke ud til at være tilfældet meget længere.
Snemålere bliver belønnet med et symbolsk beløb på omkring 2900 kroner om året – og selvfølgeligt en tommestok.
Vigtige målinger
Det kan måske virke underligt, at DMI skal have hjælp af borgere med en tommestok, når der også bruges alt fra AI og supercomputere til radarteknologi og satellitter.
Der er dog flere årsager til, at det er en god idé med snemålere af kød og blod, forklarer Mikael Scharling.
Automatisk snemålerudstyr er både kostbart og kræver generelt meget service, kalibrering og kvalitetssikring. Derfor er det overordnet set mere sikkert med manuelle observatører.
Derudover skal en snemåler også observere snedækket omkring, hvilket også er svært for en automatisk måler.
Det store spørgsmål er så, hvorfor det er så vigtigt med præcise målinger af sneen.
Ifølge Mikael Scharling er sneobservationerne både vigtige i den generelle klimaovervågning i Danmark, men også når det kommer til vejrudsigterne, hvor det er vigtigt for vejrmodellen at vide, om jorden er dækket med sne eller ej.
Sne har stor betydning for vejret
Snedække kan have meget stor indflydelse på luftens temperatur og dermed også andre parametre. Sneens hvide overflade reflekterer mere lys end mørke, ligesom den isolerer for varmen, der kommer nedefra.
Så på nætter med klart og stille vejr kan snedækkede område styrtdykke til fx -16 grader, mens andre områder uden sne kun får et par graders frost:
"Sneobservationer benyttes også til dokumentation af skader ved for eksempel faldskader eller biluheld. Og så har snemålerne også en vigtig opgave, når det skal vurderes, om det har været landsdækkende hvid jul i Danmark", siger Mikael Scharling.