Når foråret melder sig på, og SKAT åbner op for deres årsopgørelse, er det en tid, hvor mange danskere spændt sidder og venter på at se, hvor mange penge de får tilbage i SKAT, eller hvor mange penge, som de i sidste ende skal betale tilbage.
For mange mennesker er der gået sport i at betale for meget SKAT i løbet af året, så de dermed i marts kan se frem til at modtage en større ”gave” fra SKAT. Er du blandt dem, eller vil du bare gerne se, at du ikke skal betale penge tilbage, så kan du glæde dig til den mandag den 11. marts. Det er nemlig denne dato, at SKAT har årsopgørelsen fra 2018 klar til 4.6 million borgere. Det skriver SKAT i dag i en pressemeddelelse.
Kun 15 % skal rette i deres opgørelse
Når årsopgørelsen er klar, kan man næsten være sikker på, at SKAT har ramt plet. Der vil dog i nogle tilfælde være oplysninger, som SKAT ikke har fået med, og det kan enten være honorar, manglende fradrag og lignende.
Derfor bør alle tage et ekstra kig på deres opgørelse, selvom det kun forventes at være omkring 15 % af danskerne, der skal tilføje noget. Det fortæller Karin Bergen, der er personskattedirektør hos Skattestyrelsen.
”Danmark har et af verdens mest automatiserede og digitaliserede skattesystemer. Faktisk er det kun omkring 15 procent - eller 700.000 borgere - der normalt skal ændre eller tilføje noget i deres årsopgørelse,” lyder det fra Karin Bergen.
Skat modtager op mod 200 millioner oplysninger fra banker, arbejdsgivere, pensionsselskaber og lignede, og de sidste oplysninger tikker ind i løbet af januar. Derefter skal SKAT havde tid til at regne på det, og mandag den 11. marts bliver der så åbnet op, så danskerne kan se om de skal have penge tilbage eller om de skal betale skat.
Står du og skal betale skat, så er fristen 1. juli 2019, hvis man gerne vil slippe for procenttillæg.