Kan du huske Gramsespektrum-evergreenen "Vi kaster med sten og fejer med koste"? Hvis ikke, så ved du nu hvad du har et års tid til at øve dig på.
Der bliver dansk deltagelse, når vinter-OL i 2026 bliver skudt i gang i Norditalien. Det står klart, efter at det danske kvindelandshold i curling fredag kvalificerede sig til legene – endda før deres sidste kamp ved VM i Sydkorea var gået i gang.
Det oplyser Dansk Curling Forbund i en pressemeddelelse, som Ekstra Bladet har modtaget.
Holdet, som består af skipper Madeleine Dupont, hendes søster Denise Dupont, Mathilde Halse, My Larsen og reserve Jasmin Holtermann, har dermed nået det mål, de selv satte op før mesterskabet: OL-billetterne er i hus.
Kvalifikationen blev afgjort via en samlet pointtælling fra både det seneste og det igangværende verdensmesterskab, og her er Danmark nu matematisk sikret en plads blandt de ti nationer, der får adgang til OL-turneringen.
Det sker, selvom Danmark ikke er blandt de seks bedste ved VM, som går videre til slutspillet lørdag og søndag. Men det samlede regnskab over to år har været nok til at sende Danmark med til Cortina d’Ampezzo, hvor curlingturneringen skal spilles i det historiske Cortina Olympic Stadium.
For Madeleine Dupont bliver det et gensyn med OL. Hun har allerede tre olympiske deltagelser bag sig og stiller i Sydkorea op i sin 31. turnering for Danmark – heraf 15 verdensmesterskaber.
Vinter-OL løber af stablen fra 6. til 22. februar 2026.