Pas på digitale snydepelse: Falske fakturaer i omløb

K P

423 uger siden

|

04/11/2016
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Svindlere er igen ude med snøren; denne gang med meget virkelighedstro mails på dansk, advarer 75-årige Erling Simonsen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fredag morgen fik 75-årige Erling Simonsen en regning på en mailadresse, han sjældent bruger. Nu advarer han andre potentielle modtagere mod at hoppe på dét, han kalder et svindelnummer.

Regningen er på perfekt dansk og ligner som sådan en virkelighedstro kviterring fra elektronik-giganten Apple. Der opkræves knapt 600 kroner for et køb af nogle computerspil, men der er noget helt galt med fakturaen, fortæller herningenseren til Dagens.dk.

- Jeg ved, den er falsk. Jeg bruger min gmail og har altid brugt min gmail i tilknytning til min Apple-konto. Derfor ved jeg, regningen er absurd, når de sender den til min live-mail. Dén må de have fisket et andet sted, forklarer Erling Simonsen og fortsætter:

- Desuden har jeg ikke noget debitkort tilknyttet min Apple-konto, da jeg aldrig køber noget. Jeg bruger kun gratis apps og tjenester, så der er ingen grund til at have et debitkort tilkoblet, uddyber Erling Simonsen.

Erling fortæller desuden også, at han som pensionist får tiden til at gå med andet end bilspil, som kvitteringen forsøger at opkræve ham 599 kroner for.

Hans børn er voksne, og børnebørnene er over 20 år gamle og er alle flyttet langt væk hjemmefra, så Erling ser ingen mulighed for, at andre skulle have købt spillet via hans computer eller login.

Foto: Privat

Nederst på regningen fremgår det, at man kan følge et link og ”afbryde transaktionen og ændre adgangskode”, hvis ikke man har bestilt eller downloaded spillet Grand Theft Auto III.

Foto: Privat

Følger man linket, ender man via en omdirigering på en australsk Apple-side, der minder utroligt meget om den officielle Apple-side.

Længere nægter Erling at fortsætte, for som han siger:

- Så har de mit login og min adgangskode, og de tror vel, at de så kan tilgå mine kortoplysninger derfra.

Dagens.dk har forsøgt at kontakte Apples danske presseafdeling for at få en kommentar på problemets omfang, men virksomheden er endnu ikke vendt tilbage.