Det var de færreste, der for godt og vel tre uger siden havde regnet med, at Lars Løkke Rasmussen ville få en stor rolle at spille ved det kommende folketingsvalg.
Intet desto mindre, så er det lige præcis det, der er ved at ske.
På mirakuløst kort tid har Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne nemlig formået at gå fra en meningsmåling, hvor de lå under spærregrænsen til nu at ligge som det tredjestørste parti, og faktisk være på vej til at overhale Venstre.
Det er faktum i den nyeste meningsmåling fra Voxmeter, som er udkommet i dag præcis en uge før folketingsvalget.
Moderaterne er gået fra 8.8% af stemmerne til 11.5% af stemmerne i løbet af de sidste tre dage. Samtidig er de Konservative røget helt ned på 6%. De er blevet mere end halveret siden valget blev udskrevet.
Sådan ser valget ud lige nu
Var der folketingsvalg i dag, så ville rød blok stå med 47.2% af stemmerne, mens blå blok vil stå med 41.3% af stemmerne. Det efterlader naturligvis 11.5% af stemmerne, og det er dem som moderaterne sidder med.
Hvis Lars Løkke og Moderaterne klarer sig ligeså godt ved selve valget, så vil de med al sandsynlighed blive tungen på vægtskålen, som skal afgøre, om det bliver en regering over midten, en rød regering eller om det bliver sejr til blå blok.
I den seneste meningsmåling vil Dansk Folkeparti (1.9%) og Alternativet (1.7%) ryge ud af folketinget.