Nu sker det: Penge på vej til danskerne

Henrik Rothenbücher

85 uger siden

|

08/05/2023
Indland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
5.000 kroner der udbetales til en god mængde danskere er nu på vej.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Udbetalingen er en udmøntning af Aftale om Inflationshjælp, der blev indgået i februar 2023 mellem regeringen og et bredt udvalg af Folketingets partier. Modtagerne er folkepensionister, der har begrænsede supplerende indtægter og en lav likvid formue, og som derfor er berettiget til at modtage ældrecheck for 2023.

Udbetaling Danmark udbetaler i de kommende dage den ekstra økonomiske støtte på 5.000 kr. Den udbetales til folkepensionister, der er berettigede til og har modtaget ældrecheck for 2023.

Folkepensionister, der var berettigede til og modtog ældrecheck for 2022, har tidligere modtaget en kompensation for de høje energipriser på 5.000 kr. Den samlede ekstra økonomiske støtte til ældrecheckmodtagere beløber sig dermed til i alt 10.000 kr. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Den ekstra økonomiske støtte er skattefri, og påvirker ikke de offentlige ydelser, man i forvejen modtager. Alle modtagerne af den ekstra økonomiske støtte modtager et brev med orientering om udbetalingen og om, hvornår udbetalingen finder sted. Udbetaling Danmark forventer, at langt de fleste modtagere vil have beløbet på kontoen i løbet af de kommende dage.

"Jeg er tilfreds med, at vi endnu en gang er klar til at udbetale inflationshjælp til folkepensionister, der har svært ved at få budgettet til at hænge sammen på grund af de højere priser. Der er ingen tvivl om, at økonomisk vanskeligt stillede borgere betaler en høj pris for den økonomiske uro, vi oplever i både Danmark og resten af Europa," siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

"Jeg håber, at hjælpen vil gøre tilværelsen lidt lettere for dem, der jo ikke nødvendigvis har mulighed for at gøre brug af de mange jobmuligheder på arbejdsmarkedet," tilføjer hun.

Er man i tvivl om noget vedrørende udbetalingen, findes der svar på de fleste spørgsmål her: 

http://www.borger.dk/pension-ekstra-økonomisk-støtte-2023

og

http://www.lifeindenmark.dk/pension-additional-financial-aid-2023.