Sundhedsstyrelsen vil tilbyde vaccination mod kopper til personer, der har været i nær kontakt med personer smittet med abekopper. Derfor modtager Danmark 200 doser af Bavarian Nordics vaccine Imvanex fra Nederlandene, og sundhedsmyndighederne arbejder på at indkøbe flere doser. På nuværende tidspunkt er der to bekræftede smittede med abekopper i Danmark.
Siden den 16. maj 2022 har der været et udbrud af abekopper i flere lande uden for Central- og Vestafrika. Dette er usædvanligt, da sygdommen sjældent ses i Europa.
SSI vurderer, ligesom ECDC, at sandsynligheden for spredning af abekopper til personer i den brede befolkning i Danmark er meget lav.
For at beskytte personer som har været i nær kontakt med alvorlig sygdom anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination. Danmark modtager derfor 200 doser af koppe-vaccinen Imvanex, der af Sundhedsstyrelsen vurderes at kunne bruges mod abekopper.
Vaccinen vil kunne gives off-label, efter vurdering af en speciallæge i infektionsmedicin på hhv. Aarhus Universitetshospital og Hvidovre Hospital, til nære kontakter med særlig risiko for at blive syg af abekopper, efter at disse er blevet eksponeret for smitten og skal reducere risikoen for et alvorligt forløb.
Lægen vil skulle have en udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.
"Det er meget usædvanligt at se smitte med en sygdom som abekopper i flere forskellige europæiske lande samtidig, herunder Danmark. Derfor sikrer vi os nu de første vaccinedoser, så vi er klar til at vaccinere efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Vi gør stadig brug af smitteopsporing, isolation og laboratorieanalyser for at inddæmme smitten." lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke.
Det forventes, at doserne er på dansk jord fredag den 27. maj.