Sneen er nu også kommet til Danmark, hvor der hen over weekenden har været en del sne at spotte over landskabet. Det skabte søndag morgen en del udfordringer rent trafikalt, men det gjorde dog ikke det store, for trafikken er ikke så slem søndag morgen.
Den kommende morgen er dog en lidt anden snak, for her ruller hverdagstrafikken igen over hele landet. Der er nemlig mere sne på vej. Nogle steder vil der være faldet op til ti centimeter frem til mandag morgen.
I løbet af søndag aften og natten til mandag vil der være minusgrader, mens der også vil være flere snebyger. Det vil især ramme den nordlige del af Jylland samt store dele af Sjælland.
Derfor anbefaler TV 2 Vejret, at man kører i ekstra god tid mandag morgen. Har man endnu ikke fået sommerdæk på, skal man være ekstra opmærksom.
Som prognoserne ser ud lige nu, vil det formentlig kun være mandag morgen, hvor der vil kunne opstå større problemer i trafikken.
Natten til tirsdag vil der igen falde sne, men denne gang i mindre mængder. Resten af ugen vil byde på lidt varmere vejr.