"Mystisk mand" vækker opsigt i lokalområdet: Bor på forladt båd

Mathias Nielsen

100 uger siden

|

24/12/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et lille mysterium udspiller sig for øjeblikket i det nordjyske.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I den lille nordjyske by Agger hersker der lige nu en mystisk sag, som omhandler en forladt sejlbåd. Eller, båden var forladt.

Båden har i flere måneder ligget i et lavvandet område i Limfjorden, men i de seneste dage er en mand blevet set overnatte i båden.

Det vækker opsigt i lokalområdet. Eller som Viggo Iversen fra Agger formulerer det.

- Det er lidt af et mysterium. Man bliver lidt nysgerrig, siger han til TV Midtvest.

Båden er af typen Maxi 77 og måler 7,7 meter. Hvorfor den er gået på grund på en sandbanke, står hen i det uvisse.

En mand, som blev betragtet som værende ejer af båden, takkede nej til at få hjælp til at få trukket båden fri.

Manden boede i et lille telt på stranden nær båden.

I september gik der rygter om, at der var en død person om bord på båden, men den teori blev afkræftet, da politiet sejlede ud og undersøgte båden.

Herefter var der stille omkring den strandede sejlbåd i flere måneder, men i begyndelsen af december stod det klart, at en mand var begyndt at overnatte på båden.

- Folk går da og studser lidt over, hvad det er for noget, siger Viggo Iversen.

Om manden er identisk med bådens ejer og/eller ham, der var om bord, da båden gik på grund, vides ikke. 

Flere lokale har kortvarigt talt med manden, når han en gang imellem sejler i land i en lille gummibåd, men det har ikke givet mange flere svar. Manden fortæller blot, at han ikke behøver hjælp.

- De beskriver ham som ikke specielt meddelsom. Han siger, at tingene er okay, og så kan man jo ikke insistere på at hjælpe folk. Men jeg tænker da, at det må være ubehageligt at bo derude uden adgang til strøm, siger Viggo Iversen.