Martin deler seddel til forældre fra sin søns skole: 'Dette skal I lære jeres børn derhjemme'

Nils Würtzenfeld

406 uger siden

|

06/03/2017
Indland
Foto: Polfoto/Nanna Navntoft/Martin Jørgensen/Facebook
Foto: Polfoto/Nanna Navntoft/Martin Jørgensen/Facebook
En familiefar delte i sidste uge et opslag fra sin søns skole på Facebook. Siden har adskillige både delt og debateret det klare budskab.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da københavnske Martin Jørgensen i sidste uge afleverede sin søn på Kildevældsskolen på Østerbro, fangede et håndskrevet opslag hans opmærksomhed.

- Til forældrene, lød overskriften på sedlen, der fortsatte med følgende budskab:

- Vi minder alle forældre om, at det er hjemme, man lærer sit barn de magiske ord: goddag, venligst, værsgo, undskyld mig og tak!

Afsenderen af opslaget er Kildevældsskolen, der ønsker at gøre elevernes forældre opmærksom på, at det ikke er skolens eller lærernes opgave at opdrage på børnene - det er forældrenes.

Værdier som respekt, solidaritet, punktlighed og gode manerer, bør skolens elever have med hjemmefra, står der i opslaget, hvor man tilføjer, hvad eleverne til gengæld kan forvente at få med sig i skolen:

- Her i skolen lærer vi dem dansk, matematik, historie, geografi, fysik, naturfag, engelsk og idræt. Vi forstærker kun den opdragelse, barnet får hjemme af sine forældre, lyder det afslutningsvis i opslaget.

Det klare budskab gjorde i den grad indtryk på Martin Jørgensen, der efterfølgende valgte at dele opslaget på sin Facebook-profil.

- Jeg synes, budskabet var så præcist og skarpt, og jeg mente, at andre kunne have glæde af at blive mindet om dette. Der er meget uro i klasserne, og min søn er irriteret over ikke at kunne høre og er generet af det, forklarer Martin Jørgensen til Nyheder.tv2.dk.

På Facebook har han delt opslaget med teksten:

- Til os med skolebørn - fin lille reminder. Dannelse må ske i hjemmet ikke i skolen. Hjælp vores lærer med at de kan udføre deres arbejde og vores børn får tid til indlæring.

Siden er Martin Jørgensens Facebook-opslag blevet delt over 9000 gange, mens over 4000 har liket budskabet. Det er dog ikke alle der er eige i, at man som skole kan henvise til, at opdragelse bør ske i hjemmet.

På Facebook mener flere danskere nemlig, at skolen også bør tage del i elevernes opdragelse.