Løvens Hule-virksomhed konkurs: Det er slut

Mathias Madsen

15 uger siden

|

06/09/2024
Indland
Mændene bag virksomheden / Foto: Bælg
Foto: Bælg
En virksomhed, der modtog et stort investeringsbeløb i DR-programmet Løvens Hule, er gået konkurs.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I 2019 blev barndomsvennerne Martin og Benjamin enige om, at det danske snackmarked manglede en snack i høj kvalitet og med gennemskuelighed, når det kom til indhold.

De startede derfor en virksomhed, som skulle producere dansk konfekt lavet af kikærter og overtrukket med chokolade. Eventyret startede, og de ramte flere milepæle - såsom en investering i DR-programmet Løvens Hule - undervejs, men nu er det hele slut.

Ifølge Fødevare Watch er virksomheden nemlig gået konkurs.

Det er naturligvis konfektproducenten Bælg, der er tale om, og selvom barndomsvennerne i 2020 valgte at få en tredje person - Mikkel - med på eventyret, og de endda i 2022 i DR-programmet Løvens Hule fik daværende 'løve' og tidligere minister Tommy Ahlers til at skyde hele 350.000 kr. i projektet, så var det tilsyneladende ikke nok.

Faktisk vandt Bælg også produktprisen 'Sol over Gudhjem' i kategorien 'Innovation' i 2022, men ifølge Ekstra Bladet var det kun udadtil, at det hele så ud til at gå godt.

Hvis man tager et kig på deres regnskaber, vil man nemlig opdage, at virksomheden har haft konstant underskud - trods en betydelig økonomisk indsprøjtning og stor erfaring fra Ahlers, som inden konkursen ejede 15-20 procent af virksomheden via sit eget selskab, Thenewblack Aps.

I 2020/2021 var underskuddet således 79.000 kr., i 2021/2022 voksede det gevaldigt til 472.000 kr, og i 2022/2023 var underskuddet på hele 793.000 kr, og også egenkapitalen kom i minus med mere end 100.000 kr.

Derfor er det måske ikke så overraskende, at virksomheden trods investeringer og fine priser d. 4. september i år blev taget under konkursbehandling.

Det fremgår af et konkursdekret fra Skifteretten i Svendborg, som kan ses i Statstidende.

På Bælgs egen hjemmeside kan man dog intet læse om konkursen, og man kan således tilsyneladende stadig bestille produkter online.

Om produktet i skrivende stund er taget af hylderne i de tæt på 200 7-eleven-butikker, som har solgt det i 2023, er usikkert. Sikkert er det dog, at bælg-eventyret er slut for Martin, Benjamin og Mikkel.