Kraftig opfordring: Det kan koste dig eller andre livet

Mathias Madsen

140 uger siden

|

13/04/2022
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Påske er for mange lig med påskefrokoster.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I påsken har de flest som minimum fri i fem dage i streg, og det er derfor en oplagt mulighed til at bruge kvalitetstid med familie og venner. 

For mange bliver det gjort på campingpladsen eller i sommerhuset, men de fleste får også presset én påskefrokost eller to ind i ferien, og som det er med de fleste danske frokoster, så hænger det oftest sammen med snaps, påskeøl og måske lidt vin.

Derfor har politiet, som de gør hvert år, delt en opfordring til danskerne på Facebook.

"[...] det kan være svært at gennemskue, om et glas vin eller øl er en genstand. Og derfor kan du uden at være klar over det komme til at køre bil med en for høj promille," står der i opslaget, som fortsætter:

"Husk derfor at være opmærksom på , hvor meget der er i glasset, hvis du kun lige skal have en enkelt, når du inden længe sidder omkring det indbydende påskefrokostbord."

I opslaget er der et eksempel med fire glas rødvin, som alle indeholder en forskellig mængde vin. 

Eksemplet skal illustrere at ét glas vin sagtens kan være mere end én genstand og dermed for meget, hvis man skal ud at køre bil. 

"En nem måde at sikre dig, at du holder dig inden for lovens grænser, er ved at droppe alkoholen fuldstændig eller lade bilen stå hjemme. God påske derude," lyder opfordringen til sidst fra politiet.

I Danmark er det tilladt at køre bil med en promille på op til 0,5, men man kan faktisk ifølge Rådet for Sikker Trafik blive straffet for spirituskørsel, selvom man har en lavere promille, hvis politiet vurdere, at man ikke er i stand til at køre forsvarligt. 

Det er derfor en god ide helt at lade være med at drikke, hvis man har planer om at køre bil, knallert eller lignende.

Har man alligevel tænkt sig at drikke lidt, så anbefaler Rådet for Sikker Trafik, at man drikker maksimalt én genstand. 

Promillegrænsen gælder for kørsel med lille og stor knallert, speed pedelec, bil, lastbil, bus, elektrisk løbehjul, elektrisk skateboard, uniwheel og lignende og motorredskab såsom havetraktorer. 

Kører man på cykel er der ingen bestemt grænse, men man kan få en bøde, hvis politiet vurderer, at man ikke er i stand til at cykle forsvarligt.