Tallene taler deres eget sprog.
Hvert år får mindst 1.100 danskere kræft som følge af alkohol.
Det afslører Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Men alligevel viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse, at kun 21 pct. af danskerne er klar over, at alkohol øger risikoen for kræft.
Og selvom det er ny viden for mange så viser rapporten ’Danskernes alkoholvaner 2020’ fra Kræftens Bekæmpelse, at alkohol øger risikoen for kræft.
Rapporten afslører desuden, at 3.000 danskere i alderen 18-74 år blevet spurgt til, hvilke sygdomme, de mener, at alkohol øger risikoen for. Kun 21 pct. nævner kræft.
Det vækker bekymring hos projektchef i Kræftens Bekæmpelse, Peter Dalum, der påpeger følgende:
“tallene viser tydeligt, at der er behov for at oplyse mere om sammenhængen mellem alkohol og kræft. Hos otte ud af ti danskere er kræft nemlig ikke ”top of mind”, når de tænker på konsekvenserne af alkohol. Men alkohol øger risikoen for mindst syv forskellige kræftformer, og den viden vil vi gerne ud til danskerne med”.
Danskerne efterspørger faktisk mere viden på området - i rapporten angiver 77 pct., at der er behov for oplysning om, at alkohol øger risikoen for kræft.
Mindre er bedre
Risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol, som man indtager. Allerede ved et alkoholforbrug på omkring 1 genstand om dagen er der dokumenteret en øget risiko for kræft. Alligevel tror mange, at alkoholrelateret kræft er noget, der kun rammer folk, der drikker meget store mængder alkohol.
Kun 25 pct. angiver i rapporten, at man ikke nødvendigvis skal drikke rigtig meget alkohol, f.eks. have et alkoholmisbrug, før risikoen for kræft stiger. Peter Dalum er bekymret over danskernes manglende viden:
“De fleste ved godt, at alkohol i meget store mængder er skadeligt, men få ved, at alkohol øger risikoen for kræft - endda allerede ved et glas vin eller en øl om dagen. Vi håber, at vi ved at oplyse om sammenhængen mellem alkohol og kræft, kan få flere til at skære lidt ned på alkoholforbruget”, siger Peter Dalum.
Hvis man holder sig inden for Sundhedsstyrelsens anbefalinger på max 10 genstande om ugen og max 4 om dagen, har man en lav risiko for at blive syg, herunder at få kræft, på grund af alkohol. Men ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen, er der mere end 700.000 danskere, der drikker mere end anbefalingerne.
Du kan læse yderligere om danskernes alkoholvaner ved at trykke her.