"Lidt kongelig har man da lov til at være," lyder det gamle slogan fra BILLED-BLADET.
Men "man" gælder ikke virksomheder.
Når kongelige ansigter pludselig dukker op på julekugler og kunstplakater, er det nemlig ikke nødvendigvis med Kongehusets velsignelse.
To danske virksomheder har netop fået en løftet pegefinger fra Forbrugerombudsmanden for at have brugt medlemmer af det danske kongehus i deres markedsføring – uden tilladelse.
Det skriver Forbrugerombudsmanden.
Den ene virksomhed, Sighs ApS, havde skabt en række julekugler, der portrætterede kong Frederik, dronning Mary og dronning Margrethe. Kuglerne blev markedsført flittigt på sociale medier som Facebook og Instagram.
Den anden virksomhed tog det et skridt længere og fremstillede kunstplakater af kong Frederik – denne gang i bar overkrop og prydet med tatoveringer. Plakaterne blev blandt andet opsat på gader og stræder i København.
“Vi er gået ind i sagerne efter en henvendelse fra Kongehuset, og det er positivt, at begge virksomheder straks har valgt at ophøre med salg og markedsføring af deres produkter,” udtaler Forbrugerombudsmand Torben Jensen i en pressemeddelelse.
Problemet er, at markedsføringsloven slår fast, at det ikke er tilladt kommercielt at bruge personer eller deres billeder uden deres samtykke. Og Kongehuset havde ikke givet grønt lys til projekterne.
“I disse sager har virksomhederne produceret henholdsvis julekugler og plakater, der blandt andet afbilder kong Frederik, uden at have indhentet Kongehusets tilladelse. Det er i strid med både markedsføringsloven og erhvervslivets eget kodeks for reklame og markedskommunikation," uddyber Torben Jensen.
Efter Forbrugerombudsmandens indgriben har begge virksomheder trukket produkterne tilbage fra markedet.