Royale fødselsdage fejres traditionelt med officielle markeringer og flag på statslige bygninger og offentlige transportmidler.
Men i år bliver det anderledes.
Dronning Mary, der i dag fylder 53 år, vil få en mere afdæmpet fejring, da Kongehuset har valgt at aflyse den sædvanlige flagning.
Beslutningen, der er truffet i samarbejde med Justitsministeriet, sker som en gestus af sympati over for ofrene for det voldsomme masseskyderi i Örebro, Sverige, hvor mindst 10 mennesker mistede livet tirsdag.
Sveriges statsminister har betegnet hændelsen som "det værste masseskyderi i svensk historie."
En privat fejring
På trods af den ændrede markering vil dronningens fødselsdag stadig blive fejret – dog i privat regi.
Kongehusets kommunikationsafdeling bekræfter over for B.T., at der ikke vil være officielle begivenheder i dagens anledning, og at både dronning Mary og kong Frederik forventes at tilbringe dagen uden offentlige pligter.
En, der dog formentlig ikke deltager i fejringen, er parrets ældste søn, kronprins Christian.
Den 19-årige tronfølger begyndte mandag sin uddannelse ved Gardehusarregimentet, hvilket betyder, at han sandsynligvis ikke er til stede ved dagens begivenheder.
Som en markering af dronningens fødselsdag har Kongehuset dog udsendt et nyt portræt af hende, taget af fotograf Steen Evald.
Du kan se opslaget her: