Kaos i Bilka: Folk amok over prisen på Lurpak

Mathias Nielsen

124 uger siden

|

04/08/2022
Indland
Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix
Et godt tilbud skabte kaotiske scener i Bilka Randers. Det fortæller flere kunder på Facebook.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Inflationen er høj. Det ved alle vist efterhånden. Det har fået folk til at jage tilbud som aldrig før. Særligt basale varer som smør og æg er i den seneste tid eksploderet i pris.

Derfor får tilbud på netop disse varer folk til at strømme til supermarkedet. En pakke Lurpak koster normalt omkring 35 kroner i øjeblikket.

Lige nu har Bilka det så på tilbud til 15 kroner, altså knap 20 kroner under normalprisen. I weekenden havde Bilka så krydret det med yderligere 5 kroner i afslag - derfor blot 10 kroner pr. styk.

Ikke overraskende vakte det manges interesse. I Bilka Randers blev det ligefrem dramatisk. Her var der skubben, råben og skælden ud blandt kunderne.

Det fortæller flere om på Facebook, skriver TV 2 ØSTJYLLAND. En af dem, der har ytret sin forundring, er Christine Rassing Winther. Hun var i Bilka lørdag formiddag.  

Christine Rassing Winther var rystet og flov over, hvad hun så og oplevede på grund af billig Lurpak.

- Der var virkelig mange i butikken, og de fleste skulle have smør med hjem. Men køen til smørret var lang, og især de ældre i køen råbte og skreg. Flere skubbede til hinanden og til ham den stakkels Bilka-medarbejder, der skulle fylde op, fortæller Christine Rassing Winther til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun finder opførslen forkastelig - særligt i forhold til de mindste kunder i Bilka.

- Jeg blev flov over, hvordan folk viste børn og unge, at man kan være. Jeg kan godt forstå, hvis de ikke ved, hvordan man opfører sig, når de ser det der, siger Christine Rassing Winther

Foto: Facebook

Hos Salling Group, som står bag Bilka, Føtex og Netto, kan kommunikationsdirektør, Henrik Vinther Olesen, godt genkende at mange benyttede sig af det ekstraordinære tilbud.

- Nogle kunder var nok lidt overivrige, så det førte til nogle af de ting, der beskrives i opslaget. Ellers var der dog god ro og orden, siger Henrik Vinther Olesen til TV2 ØSTJYLLAND.