Inger Støjberg efter over 50.000 vælgererklæringer: Jeg er meget taknemmelig

Mathias Nielsen

130 uger siden

|

27/06/2022
Indland
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det nye parti har fået en forrygende start.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I torsdags kunne tidligere næstformand i Venstre, tidligere minister og tidligere medlem af Folketinget, Inger Støjberg, meddele, at partiet Danmarksdemokraterne nu var en realitet. Det skal være et parti “for folk, som de er flest”, udtalte den nye partiformand blandt andet i torsdags.

Selvom det fulde partiprogram lader vente på sig, så har det ikke afholdt folk fra at indgive en vælgererklæring. Faktisk har over 50.000 gjort det, og det er ny rekord. Også målt på tid.

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne er således godt på vej til at blive opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg, som senest skal være afholdt 4. juni 2023 - altså om under et år.

Den markante opbakning er da heller ikke gået ubemærket hen hos Inger Støjberg, som i et Facebook-opslag takker for den meget store -  og ifølge opslaget overraskende opbakning. 

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at der ville være SÅ stor opbakning til Danmarksdemokraterne, som vi har oplevet i de første døgn. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at leve op til det, og jeg er meget taknemmelig.Jeg er også rigtig glad for den opbakning der er fra forskellige folketingsmedlemmers side. Det fulde fokus vil lige nu være at få samlet vælgererklæringer. Det vælter også ind med dem, men de skal genbekræftes efter syv dage, og erfaringen siger, at mange glemmer at de skal skrive under to gange. Vi er langt fra i hus endnu. Det er derfor vigtigt, at vi fortsætter med at samle ind. Det øger sandsynligheden for, at der er nok, som husker at skrive under to gange.

Dog ser det lyst ud for Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne. Under halvdelen af dem, som har indgivet den første vælgererklæring skal blot gøre det igen. Det kræver lige nu 20.182 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget til Folketinget.