Læge advarer mod livsfarlig trend: Danske unge udfordrer hinanden i dødsleg på Facebook

Morten Larsen

430 uger siden

|

25/08/2016
De unge risikerer aldrig at vågne op igen, hvis de prøver kræfter med den livsfarlige leg, lyder advarslen fra overlægen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et par fjogede grin og en kort klapsalve lyder fra vennerne, da den livløse teenager besvimer og synker sammen på drengeværelsets gulv.

En mobiltelefon filmer løs i de kortvarige, men langstrakte øjeblikke, hvor den bevidstløse teenager ligger som en død person på gulvet.

Et par lussinger og fem sekunder senere vågner drengen fra sin trancelignende tilstand og er atter ved bevidsthed.

Han bryder ud i latter og klapper i hænderne, før videooptagelsen fra et ukendt sted i Danmark når sin bratte afslutning.

Den livsfarlige leg på videoen kaldes for 'pass-out challenge' - en trend, der lige nu spreder sig i lukkede Facebook-grupper for danske børn og teenagere.

På Dagens.dk bringer vi ikke føromtalte eller andre af de skræmmende videoer, der på få dage er blevet lagt op og delt i den populære Facebook-gruppe 'Offensimentum'.

Over 30.000 unge er tilmeldt den lukkede gruppe, hvor flere af de dumdristige personer, der har lagt deres videoer op på siden, opfordrer de øvrige medlemmer til at prøve kræfter med den farlige udfordring.

Politiet i Silkeborg var tidligere på måneden ude i medierne for at advare om faren ved at lade sig frivilligt besvime.

De jyske betjente blev for et par uger siden kontaktet af en mor til en 6. klasses-dreng, der stod på gaden med en gruppe jævnaldrende kammerater, da nogle ældre elever ville have ham til at deltage i en legen, hvor man bliver kvalt for at opnå en kortvarig rus.

Læs også: Politiet slår alarm: Danske skolebørn flirter med døden i livsfarlig leg

Jagten på euforien - og nok også vennernes respekt og anerkendelse - er langt fra uden risiko.

- Det er potentielt meget farligt og kan være dødeligt. Personerne omkring de unge, vil sandsynligvis være ude af stand til at tage hånd om dem, hvis de ikke begynder at trække vejret igen efter besvimelsen, siger overlæge Stig Eric Dyrskog fra anæstesiafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Dagens.dk har fremlagt de senest delte Facebook-videoer af besvimelseslegen til den aarhusianske overlæge, og han forklarer, at der gennem årtier har været rapporter om, at der er brugt de samme teknikker til at opnå den intense rus.

På videoerne kan man se, hvordan de unge kollapser foran deres jublende venner, og på andre af de skræmmende optagelser kan man opleve, hvordan de forskellige og unavngivne drenge ved at benytte den samme metode til at lukke for blodtilstrømningen til hjertet og efterfølgende ilttilførslen til hjernen.

I en af videoerne fra den private Facebook-gruppe kan man se, hvordan en anden teenager foretager den livsfarlige udfordringen i flere meters højde, da han fra toppen af et gelænder bliver bevidstløs og falder baglæns ned i et hav af store skumgummipuder.

Den livløse krop forsvinder ned mellem de firkantede stykker af orange skumgummi, og kort efter springer flere af drengens venner ned i det bløde materiale for at finde den bevidstløse og nu usynlige krop.

En kort klapsalve fra fugtige håndflader kan høres et halvt minut senere på videoklippet, hvor drengen stikker sit røde ansigt op fra skumgummihavet og vinker til mobiltelefonen bag optagelsen.

- Han var ude af stand til selv at gøre noget, og undervejs i videoen er der mange steder, hvor det kunne gå galt, siger Stig Eric Dyrskog og forklarer, at drengen blandt andet risikerede at brække sig, få opkast i lungerne og dermed blive kvalt til døde.

Der er intet nyt i, at unge kvæler hinanden eller bruger andre metoder til at fremprovokere den kortvarige rus mellem himmel og jord, der opstår ved at lukke for ilten til hjernen.

Fra 1995 til 2007 døde 82 amerikanske børn i forbindelse med forskellige former for kvælningslege.

Klik for at læse flere advarsler på Ni.dk i dag.