Den grønne omstilling har i 2022 for alvor gjort sit indtog på de danske veje, hvor en masse elbiler pludseligt fylder. Antallet er således blevet fordoblet i 2022
I november måned var 25 % af nyregistrerede biler drevet af el. Flere elbiler øger presset på de offentlige ladestandere, hvorfor der må opsættes flere ladestandere.
Selskabet PFA oplyser i en pressemeddelelse, at man i samarbejde med ladeoperatøren Clever vil opsætte intet mindre end 1.400 ladepunkter på tværs af hele landet over de næste par år.
Det vil blive på selskabet erhvervs- og boligejendomme i blandt andet København, Aarhus, Vejle, Odense og Birkerød.
”I PFA investerer vi hvert år millioner i at renovere og bygge ejendomme, der lever op til høje standarder indenfor bæredygtighed, og nu tager vi skridtet videre og rykker klimaindsatsen ud på parkeringspladserne for at imødekomme behovet for flere ladestandere i Danmark. Aftalen med Clever er godt i tråd med vores målsætning om at nedbringe CO2-udledningen fra vores investeringer med 29 procent inden 2024,” siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA.
Clever skal som led i aftalen stå for alt fra installation, servicering og daglig drift af ladebokse på en række af PFA’s ejendomme.
Et antal af ladepunkterne vil være forbeholdt til lejere i PFA’s erhvervsejendomme, mens der arbejdes på at gøre de resterende ladepunkter tilgængelige for offentligheden.
Alle 1400 ladepunkter forventes at være i drift inden udgangen af 2025. Antallet af elbiler i Danmark rundede 106.000 i november 2022.