Gaspriserne har nået ekstreme højder i 2022, hvilket skyldes krigen i Ukraine.
I september måned kunne Danmarks Statistik fortælle, at prisen på naturgas var steget med intet mindre end 142 procent siden august måned 2021.
Et enormt højt tal, som ikke overraskende gør rigtig ondt på de danskere, som er afhængig af naturgas som energikilde.
Men nu er der grund til optimisme, for den danske energigigant Ørsted har nemlig indgået en aftale om gasleverance med den norske energikoncern Equinor.
Dermed kommer Danmark fra 1. januar 2023 til at få leveret gas fra de norske gasfelter. Foreløbig gælder aftalen frem til 1. april 2024, og det vil få prisen til at falde.
Leverancen vil cirka udgøre 25 procent af det nuværende danske forbrug, skriver Berlingske.
Selve gassen bliver sendt gennem den såkaldte Baltic Pipe, der forbinder det norske gasrørssystem med Danmark.
Ifølge Ørsted er det netop Baltic Pipe, som er skyld i at det er muligt at få gas fra Norge.
»Med aftalen har vi mere end nok gas til at kunne dække vores kunders gasforbrug både denne og næste vinter, og det giver os mulighed for at fylde gas på de danske gaslagre hen over sommeren,« siger Søren Thygesen Blad, der er chef for Ørsteds gasportefølje.
Ifølge Ørsted vil den nye aftale styrke forsyningssikkerheden hjemme, mens det vil erstatte den gas, som man ellers skulle have indkøbt et andet sted på det europæiske marked, som lige nu er en anelse presset som følge af udelukkelsen af russisk gas.
Hos brancheorganisation Green Power Denmark er man også enig i, at den nye aftale er godt for den danske forsyningssikkerhed.
»Det er klart, at jo mere gas, der kommer igennem Danmark, desto større chance er der for, at man kan få adgang til den. Men det kommer også an på, hvilke kommercielle aftaler der er indgået om videresalg af den gas, der kommer,« siger Kamilla Thingvad, der er direktør for energiproduktion og handel i Green Power Denmark.