Dyrevenner måtte aflive 100 katte fra ejendom i Holbæk: 'De var levende skeletter'

Morten Larsen

426 uger siden

|

22/10/2016
Indland
Foto: Facebook
Foto: Facebook
Dyrenes Beskyttelse og Kattens Værn har været på en uhyggelig opgave i Holbæk.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En ejendom i den sjællandske fjordby Holbæk gemte på omkring 100 katte, de fleste af dem vilde, der både var indavlede, syge og misrøgtede.

Dyreværnsorganisationerne fandt ingen anden løsning end at aflive stort set alle katte.

Kattens Værn omtaler sagen som ”en meget grim dyreværnssag”, hvor den eneste humanitære løsning var aflivning. 

- Det var levende skeletter, forklarer Christina Bjørck Egø, der er en af kredsformand i Dyrenes Beskyttelse i Holbæk Kommune.

Dyrenes Beskyttelse ser en tendens, hvor dyreværnsager bliver grovere og grovere år for år. 

- Jeg synes, at det er grovere ting, vi finder i år end de foregående år. Og det her er en af de grovere sager på grund af omfanget, og at man bare lader stå til, siger Christina Bjørck Egø til sn.dk.

På Facebook skriver Dyrenes Beskyttelse, at stort set alle kattene fra ejendommen i Holbæk var ramt af smitsomme sygdomme.

Flere af kattene var døende og uden syn, mens voldsomme loppeangreb var årsag til, at der var tale om pelsløse dyr.

Politiet har ikke rejst sigtelse for overtrædelse af dyreværnsloven.

- Det undrer mig meget. For Dyrenes Beskyttelse er det uden tvivl en grov dyreværnssag, siger Christina Bjørck Egø til det sjællandske medie.