I sidste uge meldte dronning Margrethe ud, at prins Joachims børn fra d. 1. januar 2023 ikke længere må kalde sig prinser og prinsesser.
Beslutningen er ifølge majestæten taget for børnenes skyld, men den seneste uge har det været tydeligt, at hverken prins Joachim eller børnene har været glade for beslutningen.
Margrethe har dog holdt fast i, at beslutningen er taget for børnenes skyld, men nu har hun i en pressemeddelelse meldt ud, at hun er "ked af det."
"Jeg har truffet min beslutning som Dronning, mor og farmor, men jeg har som mor og farmor undervurderet, hvor meget min yngste søn og hans familie føler sig berørt. Det gør et stort indtryk, og det er jeg ked af," lyder det således blandt andet fra dronningen.
Hun lægger desuden vægt på, at beslutningen har været længe undervejs, og at det kun er "naturligt" at se både tilbage og frem med hendes 50 år på tronen.
"Det er min pligt og mit ønske som Dronning at sikre, at monarkiet til stadighed former sig i pagt med tiden. Det forudsætter indimellem, at der skal træffes svære beslutninger, og det vil altid være vanskeligt at finde det rette tidspunkt," lyder det fra hende.