Vi har netop haft et par skønne dage i træk, hvor temperaturen bankede forbi de 25 grader. I dag og de kommende dage vil temperaturen dog falde lidt igen, men derefter vil den stige voldsomt igen, så vi kommer til at nærme os de 30 grader.
DMI melder nemlig i deres syv-døgnsprognose om flere dage i træk med massivt sommervejr, hvor himlen forventes at være blå og solrig, mens temperaturen passerer de 25 grader.
I dag mandag forventes det, at vi får mellem 16 og 21 grader, mens der vil være lidt eller nogen sol, men også lidt byger i løbet af dagen.
Tirsdag får vi også nogen eller en del sol, mens der igen vil komme lidt byger. Temperaturen vil ligge på mellem 16 og 20 grader, hvor det vil blive varmest i sydøst.
Så begynder det gode vejr
Onsdag tager vi for alvor fat på det gode vejr. Tørt og solrigt i det meste af landet, og temperaturen sniger sig op på 24 grader.
Torsdag tager temperaturen yderligere et hak op, hvor der vil blive helt op til 28 grader. Først på dagen vil der dog være lidt skyet, mens senere skulle det klare op, og så vil det blive tørt.
Fredag forventes der ligeledes temperaturer omkring de 28 grader, mens der igen skulle blive tørt og solrigt.
Lørdag bliver så dagen, hvor der er en sandsynlighed for temperaturer helt op til 30 grader. Dagen bliver tør og solrig, dog med en noget sløret sol.
Fra søndag og frem forventes der fortsat stabilt vejr, mens temperaturen forbliver uændret eller en anelse lavere.