Hvis du vil have det sidste ud af sommeren, skal du huske at nyde solstrålerne i de kommende dage og frem til tirsdag.
Herefter kan vi nemlig se frem til et skift i vejret. Både blæst og ustadigt vejr, som har præget en del af august, vender tilbage, lyder det nemlig fra DMI.
"Det er et lavtryk, som onsdag udvikles over den nordlige del af Skandinavien og herefter tager turen mod sydøst ned over Østersøen. Det betyder, at vi får koldere luft og lander på de omkring 15-16 grader i dagtimerne," fortæller Lars Henriksen, der er vagthavende ved DMI, ifølge B.T.
Derudover oplyser Lars Henriksen om, at vi fra onsdag kan forvente, at der vil være en jævn til hård vind, mens der visse steder i landet også vil komme spredte byger.
Frem til tirsdag ser det dog helt anderledes ud. Her kan vi nemlig forvente dagstemperaturer på mellem 17 og 22 grader, ligesom det vil være begrænset, hvor meget vind, der vil være. Netop derfor handler det om at nyde det sidste af sommeren.
Skulle man få lyst til at hoppe en tur i vandet ved en af de danske strande, er der også mulighed for dette, da badetemperaturen vil være mellem 16 og 19 grader.
På trods af, at det ligner, at efteråret er ved at være på vej, fordi det er et efterårslignende vejr, vi kan se frem til efter onsdag, er det dog ikke ensbetydende med, at det er helt slut med at se og mærke solens stråler for i år.
"Vi kan sagtens få lune vinde igen, når vi rammer september," siger Lars Henriksen også.