I dag er vejret i den grad alt andet end sommerligt, det er gråt og det regner - uden tegn på snart at ville lysne.
DMI melder tirsdag morgen, at et lavtryk har lagt sig godt tilrette over Danmark - og derfor kan danskerne se frem til et særdeles regnfuldt døgn. Faktisk vil der i løbet af i dag og i morgen falde 10-20 mm regn. Normalvis kan vi forvente at der i maj vil falde omkring 47,3 mm - så næsten 20 mm blot på ét døgn, det er alligvel en stor mængde.
I løbet af onsdagen vil lavtrykket have regnet af, således at der torsdag kun er skyer og lidt byger tilbage. Fredag er lavtrykket død og borte - hvilket betyder at der bliver mere plads til solen.
Lad os tage et nærmere kig på vejret i de kommende dage:
I dag bliver det skyet med regn de fleste steder, men efterhånden over især den sydlige del af landet lidt eller nogen opklaring, dog med byger som i eftermiddag kan være med torden. Temp. mellem 10 og 15 grader.
Vejret vender i weekenden
Onsdag mest skyet, hvor der i perioder kommer regn eller byger - der lokalt kan være med torden. Temperaturer mellem 10 og 15 grader, med svag til jævn vind.
Torsdag lidt eller nogen sol og spredte byger - der dog ud på dagen kan være med torden. Temperaturer op mellem 12 og 16 grader, med let til frisk vind.
Fredag byder på nogen eller en del sol - dog især over den sydlige del af landet, enkelte lokale byger, der kan være med torden. Temperaturer mellem 13 og 18 grader. Svag til jævn vind, mest fra nord og nordvest.
Lørdag byder på tørt vejr med nogen eller en del sol. Temperaturer mellem 16 og 22 grader, dog lidt køligere ved kyster med pålandsvind. Vinden bliver svag til jævn fra nordvest eller skiftende retninger.
Søndag tørt vejr med nogen eller en del sol. Temperaturer mellem 17 og 23 grader, ved kyster med pålandsvind lidt køligere.