Hvis der er en ting, der er sikkert i dette land, så er det, at man aldrig kan være hundrede procent sikker på, hvordan vejret kommer til at blive i den kommende tid.
I løbet af den seneste måneds tid har meldingerne nemlig ændret sig fra dag til dag, og selvom vi er fire dage inde i den første vintermåned, så har vi endnu rigtigt til gode at se den første sne.
I sidste uge var det forfærdeligt koldt, og vi havde ned til fem minusgrader om natten, men i løbet af denne uge har temperaturen vendt sig, og nu har vi pludselig 10 grader i løbet af dagen.
Temperaturen kommer til at vende igen senere på ugen, og i næste uge er der sandsynlighed for, at der vil falde sne. Men hvor stor er sandsynligheden egentlig for, at det bliver hvid jul i år?
En del usikkerhed
Det spørgsmål har DMI stillet sig selv, og selvom de føler sig forholdsvis sikre på svaret, så mener de alligevel, at der kan ske ændringer i vejret.
De skriver på deres hjemmeside, at hvis man kigger ukritisk på langtidsprognoserne, så er der ikke meget der tyder på, at det bliver en hvid jul i år. Men kigger man bare lidt mod nord, så vil man se, at sneen ikke ligger så langt væk, og at et lavtryk vil kunne trække det sne og slud med til Danmark.
I den sidste halvdel af december er der store usikkerheder i vejret. De fleste prognoser indikerer, at der vil være almindeligt gråvejr i juleferien, men der er altså en vis usikkerhed, og det kan overraske og give en hvid jul.