Danske forskere skal bruge masser af afføring: Få penge for at skide

Nils Würtzenfeld

443 uger siden

|

23/06/2016
Bor du nær Søborg, og drømmer du om røv-mange penge, så kan du nu få løn for at gå på toilettet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Jeg skal lige på kontoret.

En sætning som de fleste med onkelhumor har brugt, når det lille hus kalder, og det daglige toiletbesøg skal afvikles.

Nu kan ordene i midlertid blive til sandhed, da det nu er muligt at få løn for at sidde på tønden.

På Aleris-Hamlet Hospitaler i København søger man nemlig afføringsdonorer til et forskningsprojekt, der har til formål at genoprette tarmfloraen hos folk med irritabel tyktarm.

Kort fortalt tager projektet udgangspunkt i afføringstransplantation, hvor man via kapsler overfører tarmbakterier fra en rask donor til en patient med irritabel tyktarm. Formålet er at undersøge virkningen af afføringstransplantation.

Derfor står forskerne og efterlyser afføring fra voksne, raske og normalvægtige frivillige. Til gengæld garanteres det, at der er penge i lortet.

Sidder du nu og tænker, at dette er en skidegod forretning, så kræver det, at du som donor skal kunne levere afføring tre-fire gange om ugen i to-tre måneder. Hver en projekt-pølse du lægger kaster 200 kroner af sig, som dog er skattepligtige.

Afføringsprøverne skal afleveres på Aleris-Hamlet Hospitaler i Søborg, der i øvrigt oplyser, at de dækker alle udgifter. Hvorvidt dette også inkluderer toiletpapir vides dog ikke.

Før du øjner en skidegod forretning, er det dog værd at bemærke, at man som donor skal være forberedt på at svare på spørgsmål om sit helbred og sin livsstil. Du vil også blive testet for en række smitsomme sygdomme ligesom det kræves, at du kan præstere en almindelig afføring med en normal konsistens.

Sidst men ikke mindst må du ikke have et tobaksforbrug, og du må heller ikke have et alkoholforbrug, der ligger udenfor Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Du kan søge om jobbet via dette link.

Her på redaktionen håber vi, at der kommer tryk på ansøgerne.